Powerranking: DR Sportens kommentator har én, klar favorit til VM-guldet

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul mener, at der er en klar favorit til VM-guldet blandt de fire semifinalister. Er du enig?

De forsvarende verdensmestre må påtage sig favoritværdigheden, inden de afgørende kampe ved VM. (Foto: © Unknown, Kyodo)

Feltet af tilbageværende nationer ved VM er nok engang blevet halveret, efter kvartfinalerne bød på overraskelser og en masse drama.

Blandt andet vinkede boldkunstnerne fra Brasilien farvel til turneringen efter en straffesparkskonkurrence mod Kroatien.

Sydamerikanerne toppede ellers DR Sportens fodboldkommentator Andreas Krauls powerranking inden kvartfinalerne, og derfor er det endnu engang tid til at vovepelsen og finde en ny førsteplads på listen over favoritter til VM-guldet.

Nederst i artiklen kan du stemme på dine favoritter.

4. Marokko

Marokko har forlængst overgået deres bedste placering nogensinde ved VM. Nu står de som det første afrikanske hold nogensinde i en semifinale. (Foto: © Tom Weller, Tom Weller/picture-alliance/dpa/AP Images)

- Jeg tør næsten ikke sige det, men skal jeg bruge bare nogenlunde fornuft og ikke lade mig rive med af berusende og dyttende biler i både Marrakech og Doha, så MÅ Marokko have mindst sandsynlighed for at blive verdensmester, indleder Andreas Kraul.

- For det første er sandheden, at de ikke er noget særlig godt fodboldhold. De er enormt dygtige til at organisere sig og til at undgå chancer imod, deres 'spirit' er fantastisk og de har nogle virkelig gode individualister. Men det er simpelthen ikke et fantastisk fodboldhold. Så hvis de rammer en kamp, hvor fejlene sniger sig ind, så vil de falde sammen. Selv hvis de laver deres store Houdini-trick en gang til mod Frankrig, så vil de sandsynligvis bare falde sammen i finalen i stedet.

- De bliver mere og mere trætte. Både fysisk, hvor mange er skadet, men også mentalt. De har været så fokuserede på ikke at lave fejl, at sandsynligheden for at en af de spillere, som ikke har stået på den her scene før, vil få udfald, som bliver udnyttet af Mbappe, Griezmann eller Dembele. Sorry to say - Jeg tror ikke på det, afslutter Andreas Kraul.

3. Kroatien

Det kan efterhånden ikke kaldes en overraskelse, at Kroatien kommer langt ved VM. Nu jagter den anden finale i træk. (Foto: © Unknown, Kyodo)

- Jeg vil holde fast i, at det ikke er dem, der er favoritter i semifinalen mod Argentina. Men det er noget helt andet end Marokko, for det ville være historieløst at afskrive kroaterne, siger Andreas Kraul.

- De har en fantastisk chance for at gå i finalen en gang til, og jeg ser dem på ingen måde være specielt undertippet. Men jeg synes, at de trods alt mangler noget målfarlighed. Deres midtbane er verdensklasse, de har en af fremtidens store midtstoppere i Josip Gvardiol, gode backer og en god keeper. Men de forreste er ikke ligeså gode, når det gælder om at afgøre kampe.

- Omvendt behøver man ikke score mål for at gå videre til en finale. Nul eller et mål er jo nok, og det er den måde Kroatien gør tingene på.

2. Argentina

Messi og kompagni jagter landets tredje VM-titel med masser af opbakning på lægterne. (Foto: © Liu Zhankun/ColorChinaPhoto, Associated Press)

- Det er en andenplads, der i høj grad er Messis. Han har leveret spillemæssigt - både med scoringer, og han kom med en magisk assist i kvartfinalen. Og så kan man næsten allerede mærke historiens vingesus i hans - sandsynligvis - sidste skud på VM-titlen, siger Andreas Kraul.

- Der er noget ved det her argentinske hold og hele det drama, der udspillede sig mod Holland. Eksempelvis Lautaro Martinez, som egentlig er blevet overhalet som førsteangriber, men alligevel bare tager sidste spark i straffesparkskonkurrencen og sætter den ind. Det er sådan noget stamina og argentinsk fodbold-indædthed, der gør, at jeg sætter dem foran Kroatien.

- Og så er det jo dem, der ligegyldigt om det hedder semifinale, bronzekamp eller finale, vil have støtten fra tilskuerrækkerne. Og det betyder noget.

1. Frankrig

Rækken af store franske superstjerner må påtage sig favoritværdigheden forud for semifinalerne. (Foto: © Unknown, Kyodo)

- Frankrig er favoritter, fordi de med afstand har det bedste hold af dem, der er tilbage. Og det har de også vist, siger Andreas Kraul.

- De er ekstra store favoritter nu, fordi de i deres sværeste kamp indtil videre, mod England, kunne vinde en kamp, hvor Mbappé ikke var afgørende. Ham fik englænderne styr på, men så er der stadig Giroud, Griezmann og en målfarlig midtbane.

- De vil kigge på deres vej mod et VM-titelforsvar og tænke 'hold da op, Marokko i en semifinale. Tænk, at det ligger sådan tilrette for os'. Og så er det "bare" enten deres gamle venner finalen i '18 eller Argentina i finalen. Det er ikke England eller Brasilien, der venter, afslutter Andreas Kraul.

Er du enig med Andreas Kraul? Stem på din favorit til VM-titlen herunder.

Slutrundens første semifinale er et opgør mellem Argentina og Kroatien. Den kamp kan du se på tirsdag på DRTV og DR1 med optakt fra klokken 19.