Dansk racertalent får debut i en Formel 1-bil: ’Det største, der er sket i min karriere’

Senere på måneden er Frederik Vesti valgt til at testkøre Lewis Hamiltons Mercedes-racer.

Frederik Vesti kører normalt Formel 2, men i november får han lov til at lege med i kongeklassen Formel 1. (Foto: © Sebastian Rozendaal/Shutterstock/Ritzau Scanpix)

Er du klar til at køre 400 kilometer i Lewis Hamiltons Formel 1-bil?

Et drømmespørgsmål at skulle tage stilling til, hvis man går med ambitionerne om en dag at blive en del af feltet i motorsportens kongeklasse.

Og selvom spørgsmålet nok er lidt forsimplet, er scenariet virkeligt.

For i slutningen af november tager den danske racerkører Frederik Vesti hjelmen på og sætter sig i den syvdobbelte verdensmesters racerbil, når Formel 1-holdene efter årets sidste grandprix i Abu Dhabi bruger en dag på at teste bilerne frem mod næste sæson.

Frederik Vesti har været en del af Formel 1-holdet Mercedes’ juniorprogram siden foråret 2020, men det er første gang, han skal træde på speederen i en Formel 1-racer, og den 20-årige dansker kan slet ikke vente med at trykke sømmet i bund.

- Det bliver virkelig fedt, og det største, der er sket i min karriere, fortæller Frederik Vesti til DR Sporten.

- Det er et kæmpe skridt i rejsen mod Formel 1, og et skridt, som alle drømmer om at tage, men som få får muligheden for.

Mercedes-teamet har givet Frederik Vesti (th.) muligheden for at prøve kræfter med Lewis Hamiltons (i sort) bil. (Foto: © Steve Etherington, Mercedes AMG F1)

'Det er et stort pres'

Testens primære formål er at undersøge dækproducenten Pirellis dæk til den kommende Formel 1-sæson. Holdene må stille med to biler, men den ene skal køres af en kører, der maksimalt har deltaget i to Formel 1-grandprixer.

Mercedes stiller med den nuværende grandprix-kører George Russell i den ene bil, og derfor er Lewis Hamiltons bil ledig, da briten har kørt 306 grandprixer for mange. Faktum er nok også, at den syvdobbelte verdensmester foretrækker en pause efter en lang sæson.

Det betyder, at Frederik Vesti, der til daglig kører Formel 2, får lov at sammenligne sine evner bag Mercedes-rattet med dugfriske tal fra Hamilton.

Der går nemlig kun to døgn fra grandprix-afslutningen, til testen finder sted den 22. november.

- Det er det, som gør det så specielt. Det er jo et stort pres, når man skal prøve at matche Hamiltons resultater fra den samme bane. Og det er selvfølgelig heller ikke målet, men de (Mercedes red.) vil se gode tider og stabil kørsel, siger Frederik Vesti.

Vesti var svær at komme uden om

Peter Nygaard, DR Sportens Formel 1-ekspert, kalder det kæmpestort, at Frederik Vesti for første gang skal prøve kræfter med en racer fra kongeklassen.

- Han har kørt meget simulator, men nu kommer han rigtigt på banen, og det er endnu et skridt i den rigtige retning, siger Peter Nygaard.

- Og så er det kæmpestort, fordi det er et af de allerbedste hold i Formel 1. De er pt. regerende verdensmestre for konstruktørerne.

Mercedes har siden 2014 vundet konstruktør-VM. I denne sæson går prisen til Red Bull. (Foto: © Mario Guzman, Ritzau Scanpix)

Ifølge Formel 1-eksperten var der ingen andre end danskeren til at løfte opgaven for storholdet, som ikke vælter sig i unge racertalenter. Modsat nogle af de øvrige hold i feltet er Mercedes ret begrænsede på det punkt.

For Frederik Vesti betyder muligheden alt for ham. Særligt da det hører til sjældenhederne, at Mercedes giver sådanne muligheder til unge kørere.

Derfor er den 20-årige dansker klar over, at han skal levere varen. Jo tættere på drengedrømmen, jo mere kræves der, forklarer han.

Det giver Peter Nygaard ham ret i.

- Han skal ikke køre bilen i hegnet på anden omgang i Abu Dhabi. Han skal ud og lave et fornuftigt og modent stykke arbejde. Det er vigtigere at gøre det modent og teknisk relevant, end at vinde den sidste tiendedel, og det er Frederik klog nok til at vide, siger Peter Nygaard.

Et skridt tættere på drengedrømmen

Med muligheden for at sidde i samme sæde som Lewis Hamilton, nærmer Frederik Vesti sig den ultimative drengedrøm.

- Hver evig eneste beslutning, jeg har taget, siden jeg var 8 år gammel, var udelukkende baseret på, hvad der var bedst for mine muligheder for at køre Formel 1.

- Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget det betyder for mig og min familie, som har kæmpet for det her i så lang tid.

20-årige Frederik Vesti sætter stor pris på, at Mercedes sætter sin lid til ham og investerer både tid og penge i ham, men der er fortsat lang vej til debuten i motorsportens kongeklasse.

- Vi er ikke tæt på Formel 1, men første skridt er at sidde i en Formel 1-racer, og det skal jeg nu, siger Frederik Vesti.

Derfor handler det ikke om at matche Kevin Magnussens præstationer, dengang han var ung testkører for McLaren og matchede Lewis Hamiltons tider, der dengang kørte for netop McLaren.

- Det handler om, at jeg kan vise, at jeg forstår, hvad der ligger bag, at bilen kører hurtigt, siger Frederik Vesti.

- Og så er det en test fra Mercedes side for at se, om jeg er klar til at køre flere Formel 1-tests næste år. Så der er meget pres på, siger den 20-årige vejlenser.

Grandprixet i Abu Dhabi køres den 20. november og markerer afslutningen på Formel 1-sæsonen, som Red Bulls Max Verstappen allerede har vundet. To dage senere, tirsdag den 22. november, skal Frederik Vesti for første gang køre i Formel 1-regi.