Formel 1-ekspert: Kevin er det oplagte valg

Alt tyder på den danske racerkørers Formel 1 fremtid afgøres i denne uge, og i følge en ekspert, bør Renualt vælge at forlænge danskerens kontrakt.

Kevin Magnussen under det Amerikanske Grand Prix i Texas. (Foto: © Mark Thompson, Scanpix)

Alt tyder på at det bliver i denne uge, at Kevin Magnussen endelig får vished om, hvorvidt han har en plads i den gule Renault-racer i næste sæson.

Det er allerede et faktum, at mindst en af de to nuværende kørere må forlade holdet efter sæsonen, da Renault allerede har skrevet kontrakt med tyske Nico Hülkenberg.

I dag kunne det anerkendte motorsportsmedie autosport.com rapportere, at danskerens største konkurrent, det franske talent Esteban Ocon, er meget tæt på at skrive kontrakt med Force India holdet.

Dermed ser det ud til, at kampen om sædet nu er begrænset til en intern kamp mellem Kevin Magnussen og hans nuværende holdkammerat Jolyon Palmer. Det er en kamp danskeren bør vinde, mener BT's Formel 1-ekspert Peter Nygaard:

- Det eneste naturlige valg til det her sæde er Kevin Magnussen, fordi han har farten og han har hurtigheden. Han kender teamet, og de får en ny kører i den anden bil, så det ville være naturligt at fortsætte med Kevin.

- Han har også et godt navn i Formel 1. De kan lide ham, og han er både dygtig og professionel, så jeg synes ikke, han er bagud på den front.

Fremtid i Formel 1

Kevin Magnussen har været holdt hen af det franske hold i flere måneder nu, og det er tydeligt, at de har forsøgt at finde en anden til sædet end danskeren. Men, det er ikke sikkert, at det nødvendigvis skal være Renault, som Magnussen skal køre for næste år.

De sidste uger har der også været tiltagende rygter om, at det amerikanske hold Haas ønsker at skrive kontrakt med danskeren. Med to mulige pladser i hånden, tror Nygaard på, at Kevin Magnussen nok skal sidde i en Formel 1-racer næste sæson.

- Jeg er ret overbevist om, at Kevin kører Formel 1 igen næste år. Spørgsmålet er bare, hvor han kører. Der er valget selvfølgelig mellem Renault på den ene side, og så kan jeg jo forstå, at Haas står på den anden side, og er klar til at snuppe ham, slutter Peter Nygaard.