Kørefejl sender Magnussen tilbage i startfeltet

Kevin Magnussen lavede en kørefejl i kvalifikationen i Australien, og han skal starte som nummer 17 i grandprixet på søndag.

Kevin Magnussen sammen med makkeren franske Romain Grosjean (Foto: © Grand Prix Photo, Scanpix)

Indledningen på 2017-sæsonen i Formel 1 blev ikke en god oplevelse for Kevin Magnussen, som debuterede i sin nye Haas-racer.

Danskeren begik en kørefejl på den omgang i førstekvalifikationsrunde (Q1), som skulle sende ham videre til Q2, og dermed røg han ud. Han starter som nummer 17 i søndagens grandprix.

Efter en tur i pit skulle Magnussen ud og sætte en hurtig omgang mod kvalifikationens slutning, og han var godt på vej med et par gode sektortider.

Men i sving 12 på den sidste halvdel af banen kom Haas-danskeren for langt ud i et sving, og han måtte gennem grus og græs for at komme tilbage på banen.

Det ødelagde omgangen, og Magnussen kunne skuffende trille i pit igen uden udsigt til at Q2.

Holdkammerat sikkert videre

Teamkammeraten Romain Grosjean kom sikkert videre blandt de 16 biler til Q2.

Ved den afsluttende træning inden kvalifikationen havde danskeren ellers vist bedre takter end i de øvrige træninger i Melbourne.

I den sidste træning var Magnussen tiendebedst af alle i feltet, efter at bilen havde givet lidt problemer under fredagens træninger.

Men det endte alligevel i skuffelse i kvalifikationen.

Søndag køres selve grandprixet i Australien, hvor Kevin Magnussen i sin tid havde en fremragende debut i Formel 1 for McLaren, da han blev nummer to.

/ritzau/