Lille forbedring af Magnussen i anden træning

Kevin Magnussen kørte en smule bedre i dagens anden træning på Monza-banen efter at være blevet sidst i den første træning.

Kevin Magnussen forbedrede sig en smule i fredagens anden træning. (Foto: © Srdjan SUKI, Scanpix)

Den danske racerkører Kevin Magnussen var fredag tilbage i sit Formel 1-sæde, mindre end en uge efter at han kørte galt på Spa-banen i Belgien.

I anden træning gik det lidt bedre for Magnussen, som blandt andet kørte bedre end holdkammeraten Palmer, der blev sidst af alle kørere. Magnussen kom ind på en 19.-plads, hvilket svarer til en placering som den fjerdesidste.

Lewis Hamilton hurtigst foran holdkammeraten Rosberg i anden omgang.

Plaget af styrt

I fredagens tidlige træning virkede Magnussen stadig en smule plaget af sit styrt og sluttede sidst blandt alle kørerne.

Træningstiderne betyder ikke alverden i det store billede. Det er blot kørernes forberedelse, inden den lørdag står på kvalifikation forud for søndagens grandprix.