Kevin Magnussen kan mærke det i kroppen. De seneste uger har han med bragende succes gjort uventet comeback i Formel 1.
Men succesen er også kommet med en smertefuld pris. Bogstaveligt talt. Og fysisk. Mens Kevin Magnussen er svævet ind i Formel 1 på en lyserød sky, er hans nakkemuskler blevet udsat for et mindre smertehelvede.
- Min nakke var så stiv, at jeg ikke kunne bevæge den, uden at det gjorde ondt. Og jeg fik en nerve i klemme, som gav muskelspasmer, siger Kevin Magnussen til DR Sporten om sæsonens seneste Formel 1-grandprix.
- Det har selvfølgelig ikke været rart, men det var forventet. Jeg har ikke kørt Formel 1 i et helt år, og derfor har jeg mistet muskelstyrke i nakken.
Efter sin suveræne sæsonstart kunne Kevin Magnussen i forrige weekend få pusten, da der ikke var grandprix. Men i stedet for at kaste sig på sofaen har han styrketrænet intenst for at klargøre nakken til denne weekends grandprix i Australien.
- Vi har smadret igennem i træningen med særligt fokus på nakken. Vi gør vores bedste for at få nakken op i gear igen. Men det kommer til at tage nogle flere løb, før jeg fysisk er tilbage på toppen.
Men hvorfor går Kevin Magnussen så meget op i sin nakke, når det er med hænderne på rattet og foden på speederen, at han skal præstere i Formel 1?
Det er der en god forklaring på. Nakkemusklerne er nemlig et af Formel 1-kørernes vigtigste våben.
Det hele handler om fænomenet g-kraft. Jo hurtigere du bevæger dig, jo tungere føles kroppen, hvis du er i kontakt med en overflade - for eksempel et bilsæde.
Ved 1 g vejer kroppen det, som du kan aflæse på din badevægt. Men i en Formel 1-bil kan kørerne blive udsat for helt op til 6 g. Det presser kørerene sidelæns ind i et sving med, hvad der svarer til det seksdobbelte af deres kropsvægt.
Med en kampvægt på cirka 70 kilo, betyder det, at Kevin Magnussen oplever, at hans krop vejer 420 kilo, når bilen bevæger sig ind i et sving. Og det udsætter nakkemusklerne for et enormt fysisk pres, fordi kroppen er spændt fast med sikkerhedsseler, mens hovedet bliver slynget ud ad.
- Den bedste måde at træne nakken på er ved at sidde i Formel 1-bilen og køre ræs. Vi forsøger også at træne min nakke med forskellige styrketræningsøvelser, men det er ikke nok, siger Kevin Magnussen.
- Det kræver ganske enkelt flere løb at få nakkestyrken tilbage, hvor den skal være. Musklerne bliver bare brugt på en helt anden måde, når jeg sidder i bilen, end når jeg er i træningscenteret.
Med nakken i bedring har Kevin Magnussen nu blikket stift rettet mod weekendens grandprix i Australien. For danskeren er det et gensyn med banen i Melbourne, hvor Kevin Magnussen i 2014 fik sin Formel 1-debut. Og hvor han for første og hidtil eneste gang kørte på podiet.
Det fik ham øjeblikkeligt til at tro på, at han kunne køre med om VM-titlen. Men han indså hurtigt, at hans bil ikke havde farten til at følge med de bedste. Det havde Magnussen dengang svært ved at affinde sig med. Men i dag ser han tilbage på det som en værdifuld lektie.
- Jeg lærte, at man skal passe på med at sætte forventningerne for højt. I dag er jeg mere i ro, og jeg er bedre rustet til at håndtere modgang. Det går op og ned i Formel 1. Og det er endnu vigtigere at være god på de dårlige dage end at være god på de gode dage.
Noget tyder på, at Kevin Magnussen netop i denne weekend får brug for evnen til at være god på sine dårlige dage.
I sæsonens første to grandprixer har Kevin Magnussen kørt sig i den pointgivende top-10. Men Magnussen sluttede på en beskeden 16. plads under fredagens træning. Danskeren var ramt af kvalme og utilpashed og havde natten forinden haft søvnproblemer, fortæller Team Haas’ pressechef, Stuart Morrison.
- Det er ikke til at sige, hvor meget det har hæmmet ham, men det er klart, at det betyder noget, at han ikke har sovet, siger Stuart Morrison til DR Sporten.
Magnussen er i Australien blevet testet negativ for covid-19.
På grund af Magnussens sygdom fritog bilsportsforbundet FIA ham fra den ellers obligatoriske pressekonference fredag formiddag. Danskeren måtte også melde afbud til Haas-teamets pressebriefing efter træningen.
- Han er taget hjem til hotellet for at hvile. Han tror på, at han med en god nats søvn kan blive klar til i morgen, siger Stuart Morrison.
Lørdag køres weekendens kvalifikationsløb, mens grandprixet køres søndag. Begge dele kan ses på Viaplay.