Magnussen skuffer - starter bag teamkollega

Danskeren fik en dårlig kvalifikation, og Kevin Magnussen må starte som nummer 18 bag Jolyon Palmer i USA.

(Foto: © CLIVE MASON, Scanpix)

Kevin Magnussen (Renault) slog ikke til, da der lørdag aften (dansk tid) blev kørt kvalifikation til søndagens Formel 1-grandprix i Austin, Texas.

Danskeren slap ikke blandt de 16 hurtigste kørere efter første kvalifikationsrunde, Q1, og han sluttede som nummer 18, hvilket bliver udgangspunktet søndag.

Kevin Magnussen præsterede en tid på 1 minut og 38,317 sekunder.

Desværre for danskeren, så var det dårligere end holdkammeraten Jolyon Palmer, der akkurat sneg sig videre til anden kvalifikationsrunde, Q2.

I den samlede stilling ligger Kevin Magnussen nummer 16 med syv point, mens Jolyon Palmer følger efter på 17.-pladsen med et enkelt point.

Nico Rosberg fører i den samlede stilling med 313 point foran holdkammeraten Lewis Hamilton, der indtil videre har hentet 280 point.

Danskerens fremtid hos Renault er stadig uafklaret, hvilket også gælder for Jolyon Palmer.

Hos Renault er der kun et enkelt sæde i spil, efter at Nico Hülkenberg skifter fra Force India til Renault efter denne sæson.

Efter søndagens grandprix i Austin resterer der tre løb.

30. oktober køres der i Mexico, 13. november lægger Brasilien asfalt til Formel 1-karavanen, mens der sluttes af i Abu Dhabi 27. november.

Hurtigst i kvalifikationen var engelske Lewis Hamilton, der altså starter i pole-position søndag.

/ritzau/