VM-rivaler er enige: Motorsportens kongeklasse skal tilbage til Afrika

Både Lewis Hamilton og Max Verstappen er fortaler for, at der igen skal køres Formel 1 i Afrika.

Både den forsvarende verdensmester Max Verstappen og den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton ser gerne at Formel 1 kommer tilbage til Afrika. (Foto: © Eric Gaillard, Ritzau Scanpix)

De har været hinandens største fjender de seneste sæsoner, men nu har Formel 1-feltets to største stjerner fundet fælles fodslag.

Den forsvarende verdensmester, Max Verstappen, og den syvfoldige verdensmester Lewis Hamilton er nemlig enige om, at næste tilføjelse på Formel 1-kalenderen skal være et grandprix i Afrika.

Løbskalenderen i Formel 1 er de seneste ti år blev udviddet fra 19 løb i 2013 til 23 løb i 2023. Men selvom der hele tiden kommer nye værtsbyer til - senest med Las Vegas i USA - så glimrer et kontinent med sit fravær, og det har Max Verstappen bemærket.

- Jeg synes stadig, vi mangler et grandprix i Afrika, siger den hollandske verdensmester til Racingnews365.

- Vi kører på stort set alle andre kontinenter, så jeg synes, det burde være næste skridt for Formel 1.

Red Bull-køreren Max Verstappen er blevet verdensmester de seneste to sæsoner. (Foto: © SETH WENIG, Associated Press)

Formel 1-kalenderen besøger i 2023 hele 21 lande fordelt på fem kontinenter. Det er kun Afrika og Antarktis, som ikke har et Formel 1-grandprix.

Og det er forkert, mener Lewis Hamilton. Den syvdobbelte verdensmester har flere gange udtrykt, at han mener, at Formel 1 burde bruge sin platform til at fremhæve det afrikanske kontinent.

- Det vil være fantastisk at kunne få lov at køre et grandprix i Afrika, før jeg indstiller min karriere.

- Vi kører på stort set alle kontinenter og fremhæver mange lande og deres samfund, så der er ikke nogen grund til, at vi ikke også kan gøre det i Afrika, lyder det fra Hamilton ifølge mediet Racefans.

Ekspert: Afrika kommer på kalenderen den nærmeste fremtid

Senest Afrika var vært for Formel 1-feltet var i 1993, da der blev kørt på Kyalami-banen i Sydafrika. Og det er da også kun et spørgsmål om tid, før Afrika igen kan kalde sig grandprix-kontinent.

Det vurderer DR Sportens Formel 1-ekspert Peter Nygaard, som regner netop Sydafrika som et godt bud på et kommende stop på løbskalenderen.

- Det bliver næppe næste sæson, men inden for et par år eller tre tror jeg, det sker. Nu har Formel 1-organisationen fået opfyldt deres ambition om at have tre løb i USA, og de vil gerne til Afrika, lyder det fra Peter Nygaard.

- Formel 1 vil gerne være så international som muligt og også gerne signalere mangfoldighed. Der findes jo ikke særligt mange sportsorganisationer, som opererer over hele verden, og her mangler Formel 1 jo Afrika for at opfylde den målsætning.

Formel 1-direktør Stefano Domenicali (venstre) og Lewis Hamilton (højre) har begge ambitioner om en Formel 1-grandprix i Afrika. (Foto: © Andrej Isakovic, Ritzau Scanpix)

Det er da også en ambition fra Formel 1-organisationen at få et løb i Afrika. Det fortalte Formel 1-direktør Stefano Domenicali i slutningen af sidste sæson.

- Det er et meget klart mål. Afrika vil komme tilbage på løbskalenderen - forhåbentlig meget snart, lød det fra Domenicali.

Men som med så meget andet, handler det om penge, og Domenicali lover ikke et løb i Afrika, før der foreligger en bæredygtig plan for fremtiden.

- Når vi gør noget nyt, skal vi være sikre på, at det er med de rigtige samarbejdspartnere og på et stabilt grundlag. Det vil være forkert at køre i Afrika ét enkelt år og så forsvinde igen, fordi forholdene ikke er i orden, siger Domenicali.

Ifølge Peter Nygaard er det da også penge, som er den overvejende grund til, at Afrika har måtte kigge langt efter motorsportens kongeklasse de seneste 30 år.

- Det er dyrt at afholde et Formel 1-løb, og de seneste mange år er der nogle lande, som er kommet med store summer, og det har landene i Afrika ikke kunne hamle op med.

Den nye Formel 1-sæson begynder med Bahrains grandprix den 5. marts.