- Det er det største nogensinde. Det kan der ikke være tvivl om. Selvfølgelig har vi set danskere vinde meget på Europa-touren, men det her er et skridt op.
Golfekspert Henrik Knudsen var ikke i tvivl, da Nanna Koerstz Madsen vandt turneringen Honda LPGA Thailand i marts: Det var danmarkshistoriens største golfresultat på tværs af køn, tid og turneringer. Aldrig før havde en dansker vundet på mændenes PGA Tour eller kvindernes LPGA Tour.
Dermed kan Koerstz Madsen se tilbage på et år, hvor hun skrev national golfhistorie, men også et år, der bød på en stor omvæltning i hendes private og professionelle liv. Det skulle dog være i vater igen, så nu har hun indstillet sigtekornet mod sin næste store triumf.
Forud for turneringssejren i Thailand havde Nanna Koerstz Madsen været tæt på flere gange, men endnu manglede hun at tage det sidste skridt op på podiets øverste trin.
Så da det lykkedes, var det en vigtig mental forhindring at overkomme. Nu viste hun, for sig selv og for alle andre, at hun godt kunne levere. Også når det virkelig gjaldt.
Det var også en langvarig drøm, der gik i opfyldelse.
- Der er bare nogle mentale udfordringer, som kan være svære at knække, når man står og fører en af de turneringer, man drømte om at vinde som lille, siger den 28-årige golfprofil.
- Det at vinde på LPGA har været et mål og en drøm, jeg har haft. Jeg har jo sagt det for sjov, da jeg var helt lille, men siden 2014, da jeg blev professionel, har det været målet, at jeg skulle vinde på LPGA.
Det hele værd
Danmark har stolte golftraditioner, og Nanna Koerstz Madsen står på skuldrene af en række store navne. Men selv det største af dem, Thomas Bjørn, har aldrig vundet en PGA-turnering.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt, at jeg gerne ville være den første til at vinde på LPGA eller PGA. Så det var da helt klart en drøm at være den første til at vinde der, så at jeg gør det, det er jo bare endnu federe, siger hun.
Nanna Koerstz Madsen er ikke kommet sovende til sin succes. Tværtimod har det krævet fuld dedikation, og det betyder nødvendigvis, at der er andre ting, der må vige. Hun flyttede til USA i 2020, og selvom hun er bevidst om, at hun lever et privilegeret liv, kræver det meget slid at nå toppen.
- Jeg er virkelig glad for det, jeg laver, og jeg husker virkelig at sætte pris på alle de oplevelser, jeg får ud af det, men der er virkelig også mange sure uger, hvor man lige misser cuttet eller sådan noget, og hvor det hele bare kan være lige meget, siger Nanna Koerstz Madsen.
- Når man så vinder, er det, man tænker: "Okay, det er derfor, jeg gør det," fordi det er så fedt at vinde bare den ene gang, at det er okay med alle de andre skoduger og ofringer. Man kæmper så hårdt for det, og når man så står i det, er det bare den fedeste følelse.
En anden respekt
Med sejren i Thailand er Nanna Koerstz Madsen ikke kun trådt op i et nyt luftlag i dansk golf. Også internationalt er hun nu en del af en forholdsvis eksklusiv klub. Det er svært at sætte en finger på, hvor man fornemmer det. Men man fornemmer det.
- I golf-Danmark har jeg ikke mærket det så meget. Selvfølgelig har jeg fået vildt mange anerkendelser og lykønskninger og alle de der ting, men det har nok mest været ude på LPGA Touren, altså ude blandt alle pigerne. Der får man lige en anden slags respekt, når man er en af dem, der har vundet derude.
- De snakker lidt mere til én. Det kan man bare sådan lidt mærke. Der er ligesom dem, der har vundet, og dem, der ikke har. Det er også meget sort-hvidt stillet op, men der er en lidt anden respekt for én.
Efter sejren sagde Claus Mølholm, eliteansvarlig i Dansk Golf Union (DGU), til Ritzau, at “resultatet er et gennembrud og vil stå som et af de største danske golfresultater nogensinde - på linje med Thomas Bjørns gennembrudssejr på European Tour i 1996 og herreholdets guld ved VM i 2018.”
Det var også stort nok til, at Nanna Koerstz blev nomineret til Årets Sportsnavn og vandt Den Gyldne Golfbold, som er den fornemste pris i dansk golf.
Næste målsætning er sat
Andet halvår bød også på en omvæltning for Koerstz Madsen, da hende og Nicki Hansen gik hver til sit. Både privat og professionelt. De to havde dannet par, og Hansen havde været både caddie og manager for Nanna Koerstz Madsen.
Det satte sig måske i resultaterne, der ikke matchede dem, hun leverede i årets første halvdel. Til gengæld ser hun lyst på fremtiden med en ny caddie og ny manager.
- Jeg er faktisk virkelig glad for mit nye setup. Og tror også mere på det nye setup, end jeg har troet på det gamle. Så jeg er meget fortrøstningsfuld for den nye sæson og har fået en rigtig sød caddie, som hedder Oscar. Og et mere professionelt management team, siger Nanna Koerstz Madsen.
- Der er jo ingen tvivl om, at når man går fra en kæreste, så er der ting, der ikke har fungeret. Og når tingene ikke fungerer på hjemmefronten, så er det svært at få det til at fungere på banen. Så i det, at jeg bare er mere glad og har mere overskud, tror jeg også på, at jeg kan få det frem på banen.
Derfor er hun også fortrøstningsfuld, hvad angår 2023, hvor næste målsætning er på plads.
- Jeg vil gerne vinde en LPGA i USA.
- Men hvis jeg vinder i Japan eller i Thailand, så tager jeg også den med, siger Nanna Koerstz Madsen med et grin.