Omkring 50 kilometer syd for Los Angeles var Tigers Woods tirsdag morgen lokal tid involveret i en bilulykke, der ifølge politiet meget vel kunne have kostet ham livet.
Efterfølgende har Woods gennemgået en omfattende operation for sine skader og er nu ved bevidsthed, lyder det i et opslag på golfspillerens Twitter-profil.
- Han er nu vågen og reagerer, og han er ved at komme sig på en hospitalsstue.
- Tak til de fantastiske læger og hospitalspersonalet på Harbor UCLA Medical Center, Los Angeles County Sheriff's kontor og brandvæsenet. Jeres støtte og hjælp har været fantastisk, lyder det i opslaget.
Ifølge Reuters lå bilen omkring ti meter fra vejen og havde taget så meget skade, at golfspilleren måtte skæres fri. Både højre skinne- og lægben brækkede ved ulykken, ligesom Tiger Woods fik skader i sin fod og ankel. Også det venstre ben er hårdt medtaget, oplyste myndighederne.
Lægerne har stabiliseret Woods' skader med 'en kombination af skruer og nåle' under operationen.
Carlos Gonzalez fra politiet i Los Angeles County fortæller om ulykken:
Tiger Woods var ved bevidsthed, da politiet nåede ulykkesstedet. Han virkede 'rolig og fattet', lød det.
Biltypen, en nyere firehjulstrækker, og det faktum, at Tiger Woods havde sikkerhedssele på, har med høj sandsynlighed reddet hans liv, sagde Carlos Gonzalez fra politiet i Los Angeles County, der som den første nåede ulykkesstedet.
- Jeg har gjort det her i lang tid og har set mange ulykker, og jeg vil sige, at Tigers Woods er heldig, at han kom ud i live, sagde Carlos Gonzalez fra politiet i Los Angeles County.
Her bliver Tigers smadrede bil kørt væk fra ulykkesstedet
Sheriffen i Los Angeles County, Alex Villanueva, oplyste ved tirsdagens pressemøde, at Woods bil 'kørte med en relativt højere hastighed end normalt'. Derudover meddelte politiet, at der ikke var indikationer på, at Tiger Woods kørte påvirket under hændelsen.
Det er anden gang, at golfstjernen er involveret i en bilulykke. I 2009 kørte Tiger Woods galt nær sit hjem i Florida. Og for tre år siden blev Tiger Woods stoppet af politiet for at køre påvirket. Han erkendte og sagde, at hans tilstand skyldtes ordineret medicin.
'Elsker dig storebror'
I kølvandet på biluheldet har flere kendte navne vist deres støtte til Tiger Woods, blandt andet USA's tidligere præsident, Barack Obama.
- Sender mine bønner til Tigers Woods og hans familie. Ønsker en hurtig bedring til den bedste golfspiller nogensinde. Hvis vi har lært én ting gennem årene, er det aldrig at kalde Tiger færdig, skrev Obama på Twitter.
Også tennisspilleren Serena Williams sender kærlighed og god bedring i retning af Woods.
- Elsker dig storebror... vi kommer gennem det her, skrev Serena Williams.
Tiger Woods var i Californien for at filme et TV-program sammen med den tidligere NBA-spiller Dwayne Wade og skuespilleren David Spade. Woods deltog i weekenden også ved en PGA-invitationsturnering. Han har dog ikke spillet golf, siden han i januar gennemgik en rygoperation.