Hård turnering er et problem for ikonet Woods' krop

De mange kilometer ved US Masters bliver en stor udfordring for 47-årige Tiger Woods' hårdtprøvede golfkrop.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at spillerne, når de bliver 50 år, kan få lov til at køre i golfbil. Det gælder kun PGA senior-touren. Er derfor blevet rettet.

Hvis du er en smule oppe i alderen, kan der være seniorrabatter at hente. I bussen, biografen, brillebutikken.

Det er der også som professionel på PGA's senior tour, hvor spillere over 50 år kan lade sig fragte rundt i en golfbil.

Den fordel gad Tiger Woods godt have. Udsigten til de mange potentielle kilometer ved den prestigefulde US Masters, der begynder torsdag, fylder i hvert fald meget hos golfstjernen.

- Jeg skal tænke over, hvor mange kræfter jeg bruger, sagde Woods på et pressemøde inden turneringen.

Han var for få år siden involveret i en alvorlig trafikulykke, der kunne have kostet ham livet og har efterladt særligt højre ben og fod stærkt medtaget. Samtidig har en række rygskader tidligere i karrieren udfordret fysikken voldsomt.

- Som Rory (McIlroy, red.) sagde i et interview, har jeg en masse slag i mig, men min udfordring bliver at gå rundt på banen. Det er sådan, det er. Jeg ville ønske, at det var lettere.

- Der er tre år til, at jeg kan få en golfvogn og køre rundt med Fred Couples (63-årig golfspiller, red.). Indtil da - ingen golfvogn, sagde Tiger Woods med henblik på en fremtid på senior-touren.

Det fik salen til at bryde ud i latter.

Tiger Woods har vundet US Masters fem gange - 1997, 2001, 2002, 2005 og 2019. (Foto: © Mike Segar, Ritzau Scanpix)
Tiger Woods har vundet US Masters fem gange - 1997, 2001, 2002, 2005 og 2019. (Foto: © Mike Segar, Ritzau Scanpix)

Amerikaneren har vundet turneringen på Augusta National Golf Club fem gange i karrieren, næstflest af alle. Senest i 2019, hvor han leverede et af de største comebacks i golfhistorien nogensinde.

Og skal det ske igen, kræver det endnu et mirakel.

Èn runde, 18 huller, er 6,9 kilometer gang. For at spille med om titlen på søndag, skal det tal ganges med fire. Det er meget for den 47-åriges krop, som ellers kunne have bejlet til titlen, mener nordireren Rory McIlroy.

- Hvis Tiger ikke var nødt til at gå op ad alle bakkerne, vil jeg sige, at han var en af favoritterne, sagde McIlroy på et pressemøde.

- Vi regner aldrig Tiger ude, og han kan gøre fantastiske ting. Han har alle aspekter i sit spil, som er nødvendigt for at vinde her. Men der er en stor regning at betale for hans krop at konkurrere over 72 huller, sagde nordireren, som til gengæld er Woods' favorit til at vinde US Masters.

Golf-tigeren vil dog heller ikke helt udelukke sig selv. Også for mystikkens skyld, fornemmer man.

- Mit spil er bedre end det var sidste år, specielt på dette tidspunkt. Min udholdenhed er bedre.

- Om jeg er en trussel eller ej for de andre, hvem ved? Folk tænkte sikkert heller ikke, at jeg var en trussel i 2019, men det gik jo ganske fint, sagde Tiger Woods på pressemødet.