Historiens vingesus har altid et markant bid i golfens verden, hvor traditioner og etikette går hånd i hånd.
Da 28-årige Jon Rahm natten til dansk tid fik ordet på golfens fineste græstæppe, foran klubhuset på Augusta National Golf Club i Georgia, var han ikke sen til at hylde sin store helt Seve Ballesteros, der døde i 2011.
Seve Ballesteros vandt blandt andet vandt fem Majors mellem 1979 og 1988, og betegnes som den bedste spanske golfspiller nogensinde.
Derfor var Jon Rahm heller ikke sen til at ære Ballesteros, da han selv fulgte i sporene på den legendariske spanier.
- Støtten var utrolig hele vejen, og jeg kunne hele tiden høre ordene 'gør det for Seve' gennem de sidste ni huller, og det var måske det sværeste. At kontrollere følelserne.
- Den her var for Seve (Ballesteros, red.). Jeg ved, at han hjalp deroppe fra - og hjalp det gjorde han.
Havde ikke været der uden Ryder Cup 1997
At legenden Seve Ballesteros skulle fylde så meget under Jon Rahms ridt mod den ikoniske grønne jakke, var i sig selv ikke så mærkeligt.
Udover, at det var Ballesteros fødselsdag, så var det samtidig 40-års jubilæet for spanierens sidste sejr i US Masters samme sted.
Med andre ord var alle astrologiske marginaler på plads for Jon Rahm, der gjorde det klart, at han aldrig havde grebet en golfbag, hvis ikke Seve Ballesteros havde ført det europæiske Ryder-Cup hold til sejr i det spanske i 1997.
Ingen i Jon Rahms familie spillede nemlig golf indtil de slog vejen forbi Ryder Cup det år, hvor turneringen blev spillet på Valderrama.
Søndagens vinder af US Masters var selv blot to år dengang, men det var især Seve Ballesteros indsats under turneringen som fik startet passionen for golf i familien, og det kunne Jon Rahm ikke takke nok for under sit store øjeblik søndag på Augusta.
- Historien er en stor del af årsagen til jeg spiller, og det gælder især Seve Ballesteros. Hvis ikke det var for den Ryder Cup i 1997, så ved jeg ikke, hvor jeg eller min familie ville være i dag. Det snakker min far og jeg hele tiden om.
- At jeg klarer det på 40-års dagen for hans sejr her, på hans fødselsdag og påskesøndag er utrolig meningsfyldt for mig, lød det fra Jon Rahm.
Tårerne pressede sig på
Med sejren søndag kunne Jon Rahm, der kaldes Rahmbo efter Sylvester Stallones kultfilm, for første gang iklæde sig den ikoniske grønne jakke, som vinderen af US Masters får med sig hjem.
Som den fjerde spanier i historien. 22 millioner danske kroner rigere.
Derfor var følelserne allerede i spil, da Jon Rahm gik ind på 18. hul, lød det fra vinderen.
- Da mit tredje slag ramte greenen, og jeg kunne høre på publikums reaktion at bolden var tæt på hullet, der løb der en bølge af følelser gennem min krop. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle græde efter at have vundet en golfturnering, men jeg var meget tæt på der.
- Jeg er virkelig stolt af mig selv og det, jeg har opnået, siger den 28-årige spanier.
Rahm holdt i de afgørende runder hovedet iskoldt på banen og overhalede undervejs amerikaneren Brooks Koepka, der startede søndag med en føring på fire slag ned til Rahm.
- Selvfølgelig drømmer vi alle om det her som spillere, og du prøver at forestille dig, hvordan det kommer til at være, og hvordan det føles, siger spanieren ifølge nyhedsbureauet AFP.
- En masse af det handler om, hvad det betyder for mig og for spansk golf, siger Rahm.
Jon Rahm er den første europæer, der har vundet både US Masters og US Open, som han vandt i 2021.