Nyrige nationer har for længst gjort deres indtog i sportens verden, og golfen er ingen undtagelse.
LIV Golf er en ny golftour, der for alvor begynder næste år. Det er Public Investment Fund, Saudi-Arabiens suveræne formuefond, der står bag touren, hvor nogle af verdens bedste golfspillere deltager.
Her er der en masse spillere, der har set deres snit til at tjene en masse penge, forklarer Andreas Hartø, der er golfkommentator på Discovery+.
- Her bliver man udvalgt på sit navn og tidligere resultater og får en kæmpe stor sum penge smidt i nakken. I nogle spilleres tilfælde er det over en milliard kroner, de får for at stille op i en given årrække, siger golfkommentatoren.
Det har fået PGA, det ypperste niveau inden for golf, til at reagere prompte. De, der vil deltage i LIV Golf, må ikke spille med på PGA Touren. Heller ikke i resten af indeværende sæson.
Men 11 golfspillere anført af Phil Mickelson, der har vundet seks majorturneringer, er stærkt utilfredse med den beslutning.
- Det synes de er unfair, så de har lagt sag an. De vil have både i pose og sæk, og det skal der findes en afgørelse på, siger Andreas Hartø.
Public Investment Fund købte sidste år fodboldklubben Newcastle United og gjorde dem til den suverænt rigeste fodboldklub på kloden.
Tre udelukkede spillere vil snige sig med til sæsonfinalen
Udelukkelsen af golfspillerne er allerede sket i denne sæson. Derfor misser alle, der har takket ja til LIV-Golf, sæsonfinalen på PGA-touren, FedExCup Playoffs, der begynder 11. august.
Tre spillere ud af de 11, Talor Gooch, Hudson Swafford og Matt Jones, forsøger nu at tvinge sig til sæsonfinalen alligevel. De har opsat en haste-retsag mod PGA, der finder sted tirsdag i San Jose, Californien. Kun to dage inden turneringsstart.
- Derfor skal der træffes en hurtig beslutning af retten, og på den baggrund håber de, at sagen falder ud til deres fordel, siger Andreas Hartø.
Retsagen er et træk, der bygger muren mellem LIV Golf og PGA endnu højere.
- De har vidst siden 9. juni, at de forbryder sig mod tourens regler og fralægger sig deres ret til at spille i FedExCup Playoffs ved at tage imod de store betalinger fra LIV Golf, skriver PGA i en pressemeddelelse.
Det er yderst sjældent, at man har den slags sager i golfverdenen, hvorfor golfkommentatoren har svært ved at vurdere, om Gooch, Swafford og Jones kommer til at svinge køllen til den lukrative FedExCup.
- Det, som det forlyder på vandrørene, er, at de får lov til at spille, netop fordi det er en hastesag, hvor der skal tages en hurtig beslutning, men det er langt fra sikkert. Men det er helt sikkert, at hvis de får lov til at spille, kommer de ikke til at blive velmodtaget, fordi de har vendt PGA-touren ryggen.
- Touren har gjort meget for deres karriere, og nu vil de gerne tilbage og stikke snablen ind igen, når de kan få lov til at vinde nogle penge. Det er der ikke mange, som er blevet tilbage, der har respekt for, siger Andreas Hartø.
Golfverdenens økosystem står for skud
I LIV Golf skal der være 48 spillere, som skal tage del i 14 turneringer på en sæson. I et almindeligt golffelt på PGA-touren er der 156 spillere.
- LIV Golf kommer ikke til at tage de 48 bedste, men de kommer til at tage 48 fra et felt, så på den måde er det en del. Det vil kunne mærkes på PGA-touren, siger Andreas Hartø, der tilføjer, at de bedste golfspillere normalt spiller mellem 20 og 22 turneringer på et år.
- Problemet for PGA og sponsorerne er, hvis for mange gode golfspillere vil med på LIV-touren. Der skal de stille op 14 gange, og så er der plads de fire Majors og enkelte andre turneringer. Altså en begrænset deltagelse på PGA-touren, siger golfkommentatoren.
For Anders Hartø er det ikke problemet, at pengene kommer fra Saudi-Arabien. Heller ikke, at der kommer en ny tour, som med de mange penge bag sig kan give god underholdning.
Problemet er, at LIV Golf ændrer på traditioner, som altid har været en del af golfverdenen.
- De går ind og smadrer et økosystem. Jo bedre du spiller, jo bedre bliver du betalt, og jo mere kvalificerer du dig til. You eat, what you kill. Sådan har det altid været.
- Hos LIV kan du blive udvalgt på dit navn og tidligere resultater, og så får du en kæmpe stor sum penge smidt i nakken. De har ikke de historiske overvejelser med, som er en stor del af golfverdenen, siger kommentatoren.
Det ser dog ikke ud til, at LIV Golf er til at stoppe, og det kan tvinge PGA og saudi-araberne til at finde en løsning i fællesskab. Anders Hartø kan dog ikke forestille sig, de to tours eksisterer i harmoni.
- Det er svært at se for sig, når fronterne er trukket så kraftigt op, som de er nu. Det kan godt være, at de bliver nødt til at finde en løsning i fremtiden. Jeg har svært ved at se det, for det er meget os mod dem lige nu, siger golfkommentatoren.