Krogh: PSG har lært af sin fejl – Hansen skal afgøre semifinalen

Tre danskere skal i dag spille semifinaler i Champions League. Håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen vurderer deres roller.

Mikkel Hansen og Paris Saint-Germain skal i dag spille semifinale i Champions League. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Hvis alt går vel, kan man i morgen se frem til et rigtigt danskeropgør i Champions League-finalen i morgen.

Det kræver, at Paris Saint-Germain med Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard på holdet slår Veszprem, og at Jesper Nøddesbos Barcelona - der må undvære holdets anden dansker, Lasse Andersson, der er ude med en skade - kommer forbi HC Vardar.

Men hvilken rolle kommer danskerne til at spille i semifinalerne? DR’s håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen giver her sin vurdering:

Mikkel Hansen, Paris Saint-Germain

- Der forventes af Mikkel Hansen, at han præsterer på allerhøjeste hylde. Og man skal huske på, at PSG også var i semifinalen sidste år, hvor Mikkel Hansen tilbragte halvdelen af tiden på bænken, og det var i den periode, at de tabte initiativet.

- Så mon ikke, de har lært af det. Og selvfølgelig skal Mikkel Hansen være på banen, når kampen skal afgøres.

Henrik Møllgaard, Paris Saint-Germain

- Henrik Møllgaard skal ind og supplere i forsvaret. Og når han gør det, skal han sørge for – som han gør på landsholdet - også at være en del af kontrafasen og komme til nogle gode skudmuligheder.

Jesper Nøddesbo, FC Barcelona

- Hans rolle bliver at vente på bænken og være fuldstændig klar, når chancen byder sig. Han er ikke en spiller, der spiller 40 minutter, det har han i hvert fald ikke været indtil videre.

- Men han skal holde sig klar, hvis de andre stregspillere ikke slår til, og chancen byder sig, så skal han præstere det, vi ved han kan – være med i kontrafasen og vise, hvor scoringssikker han er.

Semifinalerne kan i dag ses på TV 3 Sport 1, mens kampene i morgen vises på DR1. Bronzekampen kan ses fra kl. 15.10, mens finalen sendes fra kl. 17.45.