For første gang nogensinde er den stjernebesatte franske håndboldklub Paris Saint-Germain klar til Champions League-finalen.
I en spændende og ultratæt semifinale vandt pariserne med 27-26 over Veszprem fra Ungarn og avancerede dermed til slutkampen ved Final 4-stævnet i Köln.
Resultatet er også en triumf for de to danske spillere Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard, der ydede hver deres bidrag til sejren.
Møllgaards rolle var som sædvanlig i forsvaret, mens Hansen fungerede som skudtrussel fra venstre back.
Den danske stjernespiller havde et par afbrændere i kampens indledning, men lod sig ikke slå ud og endte som delt topscorer med syv mål.
Superveteranen Thierry Omeyer stod stærkt i det franske mål og havde i første halvleg en redningsprocent på 44, men pariserne forsømte at veksle målmandens storspil til en komfortabel pauseføring.
Det skyldtes primært, at det lykkedes ungarerne at skabe en fysisk kamp, hvor Paris havde svært ved at få spillet til at flyde.
Playmakeren Nikola Karabatic vekslede mellem gode frispilninger og dårlige afslutninger, og på fløjen blev der efterhånden lukket ned for Uwe Gensheimer.
Helt lige til det sidste
Paris indledte anden halvleg med Daniel Narcisse som venstre back i angrebet, men efter få minutter var Mikkel Hansen tilbage, og han var medvirkende til, at franskmændene skabte sig et tomålsforspring ved 17-15.
Kort efter var Paris foran 19-16, men anført af den glimrende playmaker Mate Lekai og veteranen Laszlo Nagy bed Veszprem sig fast igen.
Med 11 minutter tilbage var det igen helt lige ved 21-21, og pludselig væltede målene ind i begge ender.
Den snu Narcisse fik tændt op under Paris' angrebsspil, men hver gang franskmændene så ud til at trække fra, kom Veszprem tilbage.
Mikkel Hansen misbrugte et straffekast fire minutter før tid, og det skabte en nervepirrende afslutning.
Ved stillingen 26-27 havde Veszprem mulighed for at udligne, men smed bolden væk, og så kunne Paris-spillerne lade tiden løbe ud.
Finalemodstanderen bliver enten spanske Barcelona eller Vardar fra Makedonien.
/ritzau/