Dansk håndbold er endnu en gang ramt af et par kedelige historier om ligaklubber med ondt i økonomien.

I sidste uge meddelte SK Aarhus, at klubbens hovedaktionær trækker sin støtte efter indeværende sæson. Klubben lukker ned, men selskabet går ikke konkurs.

De økonomiske forpligtelser afvikles blot og licensen afleveres tilbage til Skovbakken, der dermed kan ende med at spille i ligaen med et hold bestående af amatører.

I mændenes liga kæmper et af dansk håndbolds flagskibe - KIF Kolding København - i disse dage en brav kamp for senest d. 31.januar kunne stille et beløb svarende til 1/3 af klubbens samlede lønsum. Sker dette ikke, må man ikke indgå nye kontrakter.

Derudover skal KIF Kolding København strikke en redningsplan sammen efter et katastrofalt 2015/2016-regnskab på minus 14,2 millioner kroner og en efterfølgende negativ egenkapital på 12 millioner kroner.

Triste nyheder for dansk håndbold, men samtidig nyheder, som nærmest har været en årligt tilbagevende begivenhed siden finanskrisen for alvor skyllede ind over landet i 2008.

Går i bedste fald i nul

Hos kvinderne lavede hele otte ud af tolv af de nuværende ligaklubber underskud i den forgangne sæson. En anelse bedre så det ud hos mændene, hvor kun fem ud af fjorten klubber leverede røde tal i 2015/2016.

Trods de ikke alt for opmuntrende regnskaber er der hos Dansk Håndbold Forbund (DHF) optimisme at spore i forhold driften ude i klubberne.

- Jeg synes, at vi har set en minimering af sager om konkurser og holdlukninger siden de værste dage efter finanskrisen, hvor det virkelig gjorde ondt på klubberne, og hvor det var svært at skaffe indtægter, lyder det fra Henrik M. Jacobsen, direktør i DHF.

Er præmissen for at drive en håndboldklub på liganiveau i Danmark stort set, at man generer et underskud?

- Det er en præmis for mange klubber i mange idrætsgrene – specielt indenfor holdsport. Det er ikke nødvendigvis et forretningsområde, som man skal forvente at blive rig på. Man er nok nødt til se det som en forretning, der i bedste fald går i nul.

- Man lever økonomisk lidt på en knivsæg, da det for klubbernes vedkommende kræver, at man har stor opbakning fra lokalsamfundet.

Et par af de senere års største magtfaktorer i dansk kvindehåndhold – Slagelse og Aalborg DH – er gået konkurs. Er det noget, som vi bare må lære at leve med sker?

- Ja, det tror jeg. Det skyldes flere forskellige faktorer, men den væsentligste årsag er, at de såkaldte mæcener kommer og går. Deres interesse ebber måske ud, og de vælger at placere deres penge andre steder, forklarer DHF-direktøren.

Lukninger foretrækkes

I Håndbold Spiller Foreningen skaber meldingen om lukningen af SK Aarhus ærgrelse, men også her ses der generelt positivt på den overordnede udvikling, når det gælder ligaklubbernes økonomi.

- Det er ikke nogen ny virkelighed, at det er svært at drive håndboldklubber med overskud. Derfor er det lidt ærgerligt, at der kommer sådan en sag som den med SK Aarhus.

- Heldigvis er der ikke mig bekendt spillere, der står med en kontrakt, som der ikke bliver levet op til. På den måde har man dog forsøgt at vise rettidig omhu og ikke ende med at gå konkurs med et ordentligt brag.

Er man blevet dygtigere og klogere ude i klubberne?

- Spillerlønningerne har været nedadgående siden finanskrisen, og lønniveauet har fundet et leje, hvor det har kunne lade sig gøre at drive håndboldklubber, uden at lukninger har været en årligt tilbagevendende rutine, som tilfældet var tidligere, lyder det fra Håndbold Spiller Foreningens direktør Michael Sahl Hansen.

Overbudgetteringer

Årsagerne til de mange negative regnskaber rundt omkring i de danske håndboldligaklubber er relativt simple. Sådan lyder i hvert fald vurderingen fra Rasmus K. Storm fra Idrættens Analyseinstitut:

- I al sin enkelthed så koster det at vinde. Der er en ret tæt sammenhæng mellem udgifterne til spillerlønninger, og hvor meget man vinder. Et potentielt overskud er derfor blevet investeret i nye spillere for at komme højere op i rækken.

- Når alle klubber gør det på samme tid, så er det klart, at det ikke lykkes for alle at komme til tops. Alle klubber får dermed ikke de indtægter, som de måske har budgetteret med. Der overinvesteres i nogle tilfælde også fordi, at klubberne nærmest har en forventning om at blive reddet.

Hos divisionsforeningen ses den optimistiske budgettering som en indgroet del af mange klubbers måde at køre tingene på.

- Jeg tror, at den over-budgettering man ser i flere klubber, nærmest er en indbygget konstruktion i en professionel sportsklub. Det handler om at ende så tæt på nul som overhovedet muligt. Hver en krone man har udsigt til at tjene, vil man investere i spillere, så man kan opnå det bedst mulige sportslige resultat.

- Man skal huske på, at håndboldklubber som regel er drevet af tre former for indtægter. Pengene kommer enten via offentlige tilskud i en eller anden form, sponsorater fra erhvervslivet eller en pengetilførsel fra en mæcen, fortæller divisionsforeningens direktør Thomas Christensen.

Reddes på målstregen

Trods dårlige regnskaber overlever flere håndboldklubber gang på gang. Det har historien vist utallige eksempler på.

Viborg HK i kvindernes liga har bl.a. flere gange stået overfor en truende konkurs, men hver gang er de 14-dobbelte danske mestre blevet reddet på målstregen. Og det er der en god forklaring på.

- I forhold til andre virksomhedstyper, så har håndboldligaklubberne en enorm overlevelseskraft. Grunden til at klubberne heldigvis oftest formår at kæmpe sig gennem de økonomiske problemer er, at sportsklubberne har et meget stort følelsesmæssigt element og en høj grad af identifikation i sig. Klubberne er ofte vigtige for et lokalområde, og de er med til at sætte en by på landkortet, vurderer Rasmus K. Storm fra Idrættens Analyseinstitut.

Den grønne undtagelse

Historien om de økonomisk trængte danske håndboldklubber indeholder heldigvis også undtagelser. En af disse af Skjern Håndbold, der de sidste 10 år har leveret sorte tal hele ni gange.

De grønblusede vestjyder rykkede i 1998 op i mændenes bedste række. Sæsonen efter blev de danske mestre, og de har siden tilhørt toppen af dansk håndbold - både resultatmæssigt og økonomisk.

Manden der i hele perioden har været med til at tegne Skjern Håndbold - bestyrelsesformand Carsten Thygesen - har følgende opskrift på klubbens økonomiske holdbarhed:

- Vores målsætning er ikke at levere et økonomisk afkast til vores 700 aktionærer. Vi er en form for folkeejet klub, hvor vi er enige om, at afkastet skal være oplevelser og store sportslige præstationer, og regnskabet skal altid gå i nul. Jeg vil ikke kalde Skjern Håndbold for en god forretning, men en nulforretning.

- Der er en enorm samhørighed omkring klubben. Vi har rigtig mange interessenter, der ønsker at Ringkøbing-Skjern kommune skal have en håndboldklub, der konstant er med i kampen om DM-medaljer og som konstant skaber oplevelser for Hr. og Fru Danmark.

- Hvis vi kan leve op til vores målsætninger, er det for Skjern faktisk en rigtig billig måde at få et stærkt produkt på. Vi omsætter for cirka 20 millioner kroner om året, og for de penge får vi en brandingværdi, der er målt til 120 millioner kroner. Det er kun i sportens verden, at man kan få den enorme eksponering for så relativt få penge.

Konservatisme og svagheder

Carsten Thygesen må dog også erkende, at tilgangen til tider muligvis kan have været en hæmsko, og at klubben undervejs også har måtte gå en mild form for tiggergang hos sponsorer.

- Svagheden ved vores konservative måde at gøre tingene på er måske, at det nogle gange også kan være en begrænsning og forklaring på, at vi ikke har seks DM-titler i stedet for blot en. Vi tør måske ikke satse nok og er ikke helt så offensive som nogle af vores konkurrenter. Det er i hvert fald nogle af de tanker, som vi gør os i Skjern.

- Det hører dog med til historien, at vi også i sportsligt mindre gode år har fået gode venner af klubben til at forhøje et sponsorat. Selvom vi er konservative, så spænder vi buen hårdt hvert år.

Skjern-formanden tvivler dog ikke værdien af en profileret håndboldklub.

- Jeg tror aldrig, at håndbold bliver en forretning – hvis forretning skal forstås som, at aktionærer skal have et økonomisk afkast. Men jeg tror, at man kan lave en nulforretning, hvor afkastet så bliver ikke-bogførte-værdier. Det være sig værdien for et lokalsamfund samt branding af en by og en kommune.

- Det er ikke en forretning. Det er en investering. Og det er en god en af slagsen, kommer det fra Carsten Thygesen.

Produktudvikling eller problemer

Hvad kan man så forvente? Hvordan kan man sikre sig, at fremtiden kommer til at byde på færrest mulige konkurser og holdlukninger?

- Vi skal selvfølgelig også kigge indad og spørge, om vi er dygtige nok til at gøre vores produkt sexet nok til at tiltrække indtægter. Det tror jeg bestemt, at vi kan blive endnu bedre til, og det gælder om ikke at være alt for traditionelt tænkende. Hvis vi er det, så får vi nok problemer i løbet af de næste fem-ti år.

- Hvis vi stadigvæk vil have en bid af markedet, er vi tvunget til at komme med nogle oplevelser, der kan gøre en forskel. Vi skal blive endnu bedre til at sælge varen, lyder vurderingen fra DHF-direktør Henrik M. Jacobsen.

Hvad med en reduktion i antallet af klubber i ligaerne. Vil det kunne tænkes at skabe et bedre økonomisk grundlag for de tilbageværende ligahold?

- Nej, det tror jeg ikke. Jeg synes ikke, at hovedårsagen er, at ligaklubberne kæmper om de samme sponsorkroner. Den øgede konkurrence fra andre brancher er nok den største udfordring.

På trods af en generel optimisme omkring de økonomiske fremtidsudsigter, så tror man i divisionsforeningen dog ikke på, at konkurser kun hører fortiden til.

- Vi har strammet de økonomiske krav til klubberne de seneste år. Der findes stort set ingen andre brancher, hvor kravene er så høje. Alligevel kommer der nok også i fremtiden til at lukke en ligaklub en sjælden gang. Nøjagtig som tilfældet eksempelvis vil være med håndværkerfirmaer. Der vil også lukke en virksomhed i ny og næ, slutter divisionsforeningens formand Thomas Christensen.