Spansk stjerne: Dansk nederlag er ikke gode nyheder for os

Den spanske håndboldprofil Joan Cañellas mener, at Danmarks nederlag til Tjekkiet har gjort dem meget motiverede op til kampen mod Spanien. 

Mikkel Hansen og co. dummede sig mod Tjekkiet. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

En vaskeægte sensation.

Det kan man roligt kalde nederlaget, som de danske håndboldherrer led mandag aften til upåagtede Tjekkiet. 28-27 vandt underdogs’ene over de danske stjerner, og nu er Mikkel Hansen og co. i den grad pisket til at hente point mod de spanske profiler, hvis man skal have et godt udgangspunkt til mellemrunden.

Umiddelbart ville man tro, at de spanske landsholdsspillere var godt tilfredse med danskernes nederlag til Tjekkiet, men op til de to holds møde onsdag aften, advarer en af Spaniens profiler, at den danske nedtur mod tjekkerne kan få konsekvenser for Spanien også.

- Danskerne vil helt sikkert være mere motiveret end nogensinde. De skal ud og bevise noget efter kampen mod Tjekkiet. Så dét nederlag var ikke gode nyheder for. Det er altid hårdt mod Danmark, der har klassespillere på alle positioner. Vi skal være koncentrerede i alle minutter, for hvis du laver en fejl mod Danmark, straffer de dig med det samme, siger den spanske profil Joan Cañellas.

THW Kiel-spilleren kalder Danmark et af verdens bedste hold og var da også overrasket som alle andre, da Danmark dummede sig mod tjekkerne.

- Der var ingen, der forventede det resultat. Især fordi danskerne spillede så godt mod Ungarn, og at vi forholdsvis nemt vandt over Tjekkiet. Men sådan er det, når man måske ikke er 100 procent koncentreret. Til EM-slutrunder sker der af og til store overraskelser, og det må man sige, at dette var, siger han.

Danmark tørner sammen med Spanien onsdag klokken 20.30.