VIDEO Mikkel Hansen: Jeg har brændt for meget

Den danske stjerneback anerkender, at han ikke har ramt sit topniveau indtil videre ved EM.

I glimt har Mikkel Hansen vist sin klasse ved EM i Polen. Men de få glimt har ikke været nok til at ændre på et ellers lidt skuffende indtryk af Hansen ved EM indtil videre.

Og hovedpersonen selv anerkender da også, at han ikke har ramt topniveauet:

- Personligt har jeg brændt for meget i forhold til, hvad jeg selv synes, jeg burde gøre. Og så skal jeg måske også kigge på at komme lidt mere i fart og spille lidt hurtigere, ligesom mange af de andre gør, siger Mikkel Hansen.

Hansen har i alt scoret otte mål i Danmarks to kampe, og at det ikke er blevet til flere, mener venstre backen, skyldes tempoet eller mangel på samme i den danske offensiv.

- Jeg har måske især i første halvleg haft lidt problemer med tempoet. Vi har spillet for langsomt og lidt for meget mand-mand i stedet for at få det til at flyde lidt mere. Så det skal jeg måske kigge på rent offensivt.

- Defensivt har det fungeret fint, hver gang jeg har været fremme. Men bliver jeg for defensiv, har vi måske haft problemer.

Vil ikke stoppe med at skyde

I gårsdagens kamp mod Montenegro scorede Hansen blot fire mål på ti forsøg. Et udbytte, han i dag får kritik for af blandt andre DR’s håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen. Men kritikken får dog ikke Hansen til at ændre sit spil i angrebet.

- Hvis jeg stopper med at skyde, så er der mindre plads til de andre. Og stopper jeg med at være farlig, så gavner det ikke vores angrebsspil. Så jeg må blive ved med at arbejde med tingene, og forhåbentlig lader jeg være med at ramme stolpen eller forbi.

Mikkel Hansen kunne have været skarpere til selv at score mod Montenegro. Men han var til gengæld fortræffelig til at lægge op til sine holdkammerater og leverede syv assists. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

- Jeg vil mere end gerne spille på et højt niveau hver gang. Men jeg må jo ligesom acceptere, at sket er sket, og så må jeg se fremad og se, om jeg ikke kan forbedre nogle af alle de her ting, slutter Mikkel Hansen.

Hansen får chancen for at rette op på sin lidt sløve start ved EM, når Danmark i morgen møder Ungarn. En kamp, du kan se i fjernsynet på TV 2, høre i radioen på P3 eller følge i live tekst på dr.dk/sporten