Åha, siger Louise Burgaard og trækker vejret ind.
Der findes ikke en håndboldkamp, som den EM-aktuelle danske landsholdsspiller har tænkt mere på end det sviende nederlag til Kroatien for to år siden i Herning.
Danmark var storfavoritter i bronzekampen ved europamesterskaberne, men tabte 19-25 på eget halgulv. Lørdag aften skal de to landshold mødes igen - denne gang i EM-mellemrunden i Slovenien, og hvad spillerne har kaldt en 'minikvartfinale'.
- Jeg har brugt mange tankekræfter på bronzekampen, men den står også sløret for mig, fordi det var noget pis, at vi tabte. Vi har siden brugt kampen meget til at arbejde med vores mentale styrke, og vi er kommet langt siden da, understreger Louise Burgaard til DR Sporten.
Bagspilleren, der til dagligt er på lønningslisten hos franske Metz, er hurtig til at tilføje, at Danmark ikke går på banen for at hævne sig, selvom der er tale om et revancheopgør.
Nej, Burgaard og co. vil snarere vise, hvor langt man har rykket sig på de to år, der er gået siden sidst.
'Alle bød ind og var kyniske'
At Danmark har udviklet sig, var torsdagens 29-27-sejr mod Ungarn et godt bevis på, fortæller Louise Burgaard. Danmark var således nede med to mål med otte minutter igen, men endte som det sejrende landshold.
- Som Lars Jørgensen (assistenttræner, red.) sagde ved et videomøde, er det en kamp, vi også kan hive frem om flere mesterskaber. Vi havde kniven for struben, men vender kampen til vores fordel, siger Louise Burgaard.
- Vi tog et koncentrationsmæssigt skridt frem, alle bød ind og var kyniske. Det er jeg stolt af.
Hun bakkes op af holdkammeraten Mette Tranborg. For selvom danskerne langt hen ad vejen kæmpede med at finde storspillet frem mod Ungarn, er der rigeligt at tage med fra slutfasen, mener bagspilleren.
- De kampe, som vipper lidt mellem hver hold, har vi haft svært ved at skubbe over til vores fordel. Men kampen mod Ungarn viser, at vi kan den slags nu, siger Mette Tranborg.
Herunder kan du se og høre landstræner Jesper Jensen sætte ord på Kroatiens landshold.
Landstræner Jesper Jensen er ligeledes begejstret forud for kampen mod Kroatien. I 2020 havde man med garanti ikke formået at vende det truende nederlag mod Ungarn til en sejr, pointerer Danmarks chefstrateg.
Danskernes mentale styrke gjorde, at man ikke slog op i banen, da de ungarske modstandere virkede ovenpå, men i stedet sparkede Jesper Jensens tropper fra sig.
- Spillernes reaktion mod Ungarn var så cool, og det har helt sikkert tråde tilbage til Kroatien-kampen i 2020. Hver gang vi har problemer og udfordringer, tager vi fat i dem og håndterer dem, siger han.
Den 45-årige østjyde fremhæver blandt andet det stærke kollektiv på harpiksholdet som en af hovedårsagerne til, at man i 2022 ikke lader sig kyse af modgang i slutminutterne. Tværtimod.
- Er du ikke tryg ved konceptet eller den holdkammerat, du står ved siden af, har du en tendens til at spille individuelt, påpeger Jesper Jensen.
- Mod Ungarn vidste vi, hvad vi ville bruge vores systemer til, og det gør, at det ikke var tilfældigt, at vi vandt de sidste otte minutter. Der skal held til, men held er også noget, du selv opsøger gennem mange års træning.
Danmark er dog ikke ene om at have rykket sig på to år.
Må ikke forsøge at lappe huller
I 2020 var bronzevinderne fra Kroatien på forhånd ikke levnet mange chancer for EM-medaljer, men holdet er kun blevet stærkere siden da, påpeger Jesper Jensen.
Kroatiens landstræner, Nenad Šoštarić, er dels begunstiget af at råde over en af verdens bedste stregspillere, Ana Debelić, samt "en fantastisk målvogter" i Tea Pijević, forklarer Jesper Jensen.
- Men derudover har de mange såkaldte 'fedtspillere'. Kroatien er sindssygt tålmodige, finder plads i små rum og spiller lange angreb, forklarer Danmarks landstræner.
- Den slags kan stresse modstanderen, så for os handler det om at blive i vores defensive koncept i lang tid og acceptere, at vi skal kæmpe hårdt for at få bolden.
Kroatien vil med andre ord komme til at score på chancer, som danskerne vil føle, man kunne have afværget. Men sådan er Kroatien, og det skal man ikke forsøge at tilpasse sig, fortsætter Jesper Jensen.
Kroaternes offensiv eroderer et forsvar, som Vesterhavet slider på kystlinjen, og så må man forblive søstærk.
- Det handler om at rette spillet mod, hvad vi gerne vil i stedet for at lappe huller. Begynder du på det mod Kroatien, er de dygtige til at udnytte det, siger Jesper Jensen.
Du kan følge Danmarks EM-kamp mod Kroatien lørdag aften i LIGA på P4, i livebloggen på dr.dk eller se opgøret på TV 2 fra klokken 18.00.