EM-turneringen i håndbold har været et stort triumftog for danskerne frem mod finalen, der spilles på søndag.
Her ser vi selvfølgelig bort fra åbningsnederlaget mod Slovenien. Men nu er Danmark i finalen, og så kan et enkelt nederlag vist godt gå i glemmebogen.
Noget andet, der også er gået i glemmebogen, er den seneste finale, som de danske håndboldkvinder var i.
Det nuværende landshold har i hvert fald svært ved at huske, hvornår nogen sidst lavede den bedrift, som Burgaard og kompagni leverede fredag aften, hvor de vandt EM-semifinalen over Montenegro.
- Det aner jeg ikke, siger Anne Mette Hansen.
- 12 år siden måske, byder Trine Østergaard ind med.
- Det er kun, fordi jeg lige har fået det at vide, at det er 18 år siden. Ellers var jeg lidt i tvivl, men er det ikke sindssygt? siger Rikke Iversen.
Nuvel, der er også enkelte personer på landsholdet, der kan genkalde minderne af Rikke Hørlykke, Karen Brødsgaard og Karin Mortensen.
- Det var i 2004. Det kan jeg godt huske, siger landsholdets ældste, 33-årige Sandra Toft.
- Jeg har helt sikkert set finalen, siger landstræner Jesper Jensen uden helt at klargøre, om han husker opgøret.
- Jeg mener, at det var noget med 2004. Jeg kan huske OL-finalen i 2004, hvor jeg så den på en campingplads på en lille skærm, men jeg kan ikke huske EM-finalen. Hvem var det mod? spørger Louise Burgaard.
Nu kan kvinderne følge trop med herrerne
Det kan DR Sportens udsendte så passende oplyse højrebacken om.
I EM-finalen 2004 hed modstanderen Norge, ligesom det på søndag igen er nordmændene på den anden side af midterlinjen.
Dengang trak vores nordiske naboer sig sejrrigt ud af opgøret med 27-25.
Og det er måske fair nok, hvis spillerne ikke husker lige præcis den kamp.
Med en gennemsnitsalder på 26 år i landsholdstruppen, svarer det til, at spillerne var omkring de otte år, sidst Danmark var i finalen på kvindesiden.
Flere var sågar yngre.
- Jeg var seks år dengang, så jeg tror ikke jeg så den, siger Kristina Jørgensen.
Al den huskeleg siger også noget om, hvor stort det faktisk er, at de danske håndboldkvinder nu igen er med der, hvor det er rigtig sjovt.
Det mener DR Sportens håndboldekspert, Helle Thomsen.
- Det kan ikke beskrives, hvor stort det er. Det er kæmpestort. Det er godt for spillerne, det er godt for trænerteamet, det er godt for hele holdet omkring landsholdet, men det er også rigtig godt for dansk håndbold.
- Det er enormt vigtigt for dansk damehåndbold, at de følger lidt trop med herrerne, siger hun.
- Nu er det min tur
Men nu skal det heller ikke handle mere om de danske håndboldlegender og jernhårde ladies.
For Danmark er i en velfortjent finale, og selvom der er garanti for metal, så er sigtekornet kun sat efter det øverste trin på podiet.
- Jeg har det sådan, at jeg for alt i verden ikke vil give slip nu og så være glad og tilfreds med en sølvmedalje. Jeg vil gå hele vejen, og det er jeg sikker på, at mine holdkammerater også vil, siger Louise Burgaard.
Sandra Toft er hoppet i samme båd og satser på, at hendes landshold kan gentage fordums bedrifter.
- Nu er det min tur til at spille finale med et fuldstændig fantastisk hold, siger hun og fortsætter:
- Vi skal bare give den gas på søndag.
Du kan følge finalen på søndag klokken 20.30 i 'Liga på P4' eller på DR.dk.