To point.
Det er, hvad det danske håndboldlandshold får med videre til mellemrunden ved EM i håndbold, efter de tirsdag aften besejrede vores svenske naboer 25-23 i sidste runde af det indledende gruppespil.
Og det er langt fra noget dårligt udgangspunkt, fortæller landsholdspilleren Kathrine Heindahl - særligt ikke, når man tænker på, at Danmark led et nederlag i åbningskampen mod Slovenien.
- De her to point bliver formentlig altafgørende, siger stregspilleren.
- Med de her to point er alt muligt. Vi har vundet de sidste to kampe og spillet rigtig mange gode minutter. Så nu handler det om at holde skruen lige i vandet og blive ved med at buldre derudaf.
I mellemrunden skal Danmark stå ansigt til ansigt med Ungarn, Kroatien og storholdet Norge.
Sidstnævnte er strøget direkte gennem gruppespillet uden nederlag, og de går videre til mellemrunden med fire point.
Skal landsholdet gøre sig forhåbninger om at presse nordmændene i kampen om at tage en af de to semifinalepladser fra mellemrunden, handler det derfor nu om at fortsætte, hvor de slap mod Sverige.
Nemlig med fuld gas på håndbold-speederen.
- Det her hold har mulighed for at trykke på nogle knapper, så det er ikke fordi, I har set det sidste til os, siger Kathrine Heindahl.
Ekspert ser stigende formkurve hos Danmark
Når håndboldlandsholdet har holdt en velfortjent hviledag, skal de i aktion igen torsdag, hvor Ungarn er modstanderen.
En drilsk modstander, men DR Sportens håndboldekspert Helle Thomsen tror på, at Danmark nok skal lykkes med hæve niveauet yderligere.
For efter nederlaget i EM-åbningskampen har formkuven gået den rigtige vej for det danske landshold, fortæller hun.
- Fornemmelsen er supergod, fordi man har fået forsvaret og keeperne til at være gode. Det betyder, at man får en masse nemme kontramål, og det kan være nøglen til at nå endnu længere i mesterskabet, siger Helle Thomsen.
Derfor frygter hun heller ikke, at de første to modstandere i mellemrunden kommer til at volde Danmark de store problemer.
Koncentrationen skal naturligvis bevares, og så gælder det om at ride videre på bølgen af succes, så Kathrine Heindahl og kompagni kan være knivskarpe og klar til kamp, når de skal stå skal stå ansigt til ansigt med verdensmestrene fra Norge.
- På det Ungarn og Kroatien har vist indtil videre ved dette mesterskab, så burde de ikke blive problemer for Danmark overhovedet. Det betyder, at der går en uge, før der kommer en rigtig hård kamp for danskerne mod nordmændene, siger Helle Thomsen.
Håndboldkvinderne møder Ungarn i den første kamp i mellemrunden på torsdag. Kampen kan følges på dr.dk, i Liga på P4 eller ses hos TV 2.