Jacobsens første dag på kontoret: Det her jeg brænder for

- Jeg har det bedst, når jeg træner hold, der har mulighed for at vinde, lyder det fra Nikolaj Jacobsen på hans første arbejdsdag som dansk landstræner

Arkivfoto. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

I dag stemplede Nikolaj Jacobsen for første gang ind på jobbet som landstræner for det danske herrelandshold, da der torsdag og søndag venter to vigtige EM-kvalifikationskampe mod Ungarn.

Og første arbejdsdag som landstræner er noget den tidligere landsholdsspiller har set frem til.

- Det er det her jeg brænder for. Det er en kæmpe ære at være manden med ansvaret.

- Jeg har gået med tanker om landsholdet i nogle måneder nu. Dem glæder jeg mig til at komme ud med, siger Jacobsen til DR Sporten.

Eksperter og spillere har meldt ud, at de har store forventninger til den nye landstræner. Jacobsen mærker presset, men glæder sig over det.

- Presset er der, men det har jeg vidst hele tiden. Jeg synes, at det er fedt. Jeg har det bedst, når jeg træner hold, der har mulighed for at vinde. Jeg ved godt, at man ikke kan vinde hver gang, men muligheden skal være der.

Fordel med dobbeltjob

Ud over at stå ved roret for det danske landshold, fortsætter Nikolaj Jacobsen på posten som cheftræner i den tyske klub Rhein-Neckar Löwen.

Det kan lyde som en stor mundfuld med to jobs fra øverste hylde, men den nye landstræner vurderer det mere som en fordel at dobbeltjobbe.

- Jeg ser dobbeltjobbet som en klar fordel. Jeg vil nok ikke kunne holde til det i otte-ti år med de mange rejser, men lige nu er det en fordel.

- Jeg kan tage en masse ting med fra Bundesligaen til landsholdet. Arbejdspresset er hårdt, men over en toårig periode, bliver det ikke et problem, siger landstræneren.

Se mere fra Nikolaj Jacobsens første arbejdsdag klokken 22.20 i Sporten på DR1.