Overbelastet albue tvinger stortalent til landsholdsafbud

Ribe-Esbjergs Jacob Holm har overbelastet sin albue og sparer sig fra de kommende landskampe.

Først kunne landstræner Nikolaj Jacobsen ærgre sig over, at René Toft meldte afbud til landsholdet. Nu kan han også ærgre sig over, at Ribe-Esbjergs Jacob Holm gør det samme. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Når Nikolaj Jacobsen mandag eftermiddag træner det danske håndboldlandshold for første gang, bliver det uden Ribe-Esbjergs stortalent Jacob Holm som en af spillerne i Hammerum Hallen.

Venstrebacken har overbelastet sin ene albue, og derfor er han tvunget til at melde afbud, så han kan nå at blive klar til DM-semifinalerne senere i maj.

Det skriver Ribe-Esbjerg på klubbens hjemmeside.

- Jacob har de sidste par uger døjet med albuen, og da han ikke er 100 procent klar, har han valgt at melde fra til landsholdet.

- Han håber, at albuen kan være helt klar til den første semifinalekamp mod Skjern Håndbold 11. maj, skriver klubben.

Tidligere har René Toft Hansen også meldt afbud til Nikolaj Jacobsens første landsholdssamling.

Torsdag spiller Danmark EM-kvalifikationskamp i Ungarn, mens de samme to hold mødes søndag i Aarhus.

/ritzau/