Nikolaj Jacobsen står foran sin første opgave i spidsen for de danske håndboldherrer. Torsdag gælder det nemlig EM-kvalifikationskampen på udebane mod de danske VM-bødler fra Ungarn.
Og da Jacobsen kun har haft et par dage sammen med truppen, har målet været, at få det mest basale på plads.
- Fokus har været på at finde nogle basisting, så vi har lidt med i bagagen, når vi rejser til Ungarn, så spillerne er forberedte på det forsvar, vi skal ned og møde. De vil jo gerne ligge og skubbe op med nogle backs.
- Forsvarsmæssigt arbejder vi med et 6-0-forsvar og med et 5-1-forsvar, lyder det fra landstræneren.
Fart og målmænd bliver afgørende
Danmark blev ved VM i Frankrig sendt hjem af netop Ungarn, da de undertippede ungarere sejrede med 27-25 i 1/8-finalen i et opgør, hvor de danske medaljefavoritter konstant var på hælene. Ved den lejlighed lykkedes det på fornem vis for ungarerne at trække noget tempo ud af det danske spil.
- Tempomæssigt har vi noget at bygge videre på. I ungarernes VM-kvartfinale mod Norge så vi, hvordan nordmændene straffede Ungarn med en masse tempo. Det vil vi også gerne ind og ligge og arbejde med.
- Og så er målmandsduellen altid afgørende. Vi har to rigtig dygtige målmænd, så der står vi godt rustet. Jeg synes også, at forsvarsdelen ser positiv ud, slutter Nikolaj Jacobsen.
Danmark møder Ungarn i EM-kvalifikationsgruppe 1 på torsdag kl. 20.00. Opgøret kan følges på TV2 og i Liga på P3. Der er returkamp i Aarhus søndag.