Kriseramte KIF: Misset slutspil kan blive en katastrofe for dansk håndbold

KIF Kolding København er i krise – både på og udenfor banen, og skulle holdet gå hen og misse slutspillet, kan det vise at blive katastrofalt for dansk håndbold, vurderer Lars Krogh Jeppesen.

KIF Kolding København kan med fire spillerunder igen langtfra vide sig sikker på deltagelse i slutspillet. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Efter 30 år i toppen af dansk herrehåndbold med imponerende 14 mesterskaber til følge befinder KIF Kolding København sig lige nu i en voldsom krise - både på og udenfor halgulvet.

I ligaen er tre af de seneste fire opgør endt med nederlag, og i EHF Cuppen hænger den videre deltagelse også kun i en sytrådstynd snor efter to nederlag i træk til ungarske Tatabanya.

Tirsdag venter Ribe-Esbjerg i en såkaldt firepointskamp i jagten på en slutplacering blandt ligaens otte bedste mandskaber og dermed en billet til det forjættede land; slutspillet.

Inden aftenens opgør indtager KIF ligaens syvendeplads, mens Ribe-Esbjerg ligger lige efter på ottendepladsen med samme pointtal, og de to mandskaber har kun to point ned til HC Midtjylland lige under stregen, der adskiller de otte slutspilsplacerede fra ligaens seks nederste mandskaber.

- KIF Kolding København er en kæmpe i dansk herrehåndbold, og det er yderst problematisk, at de skal ligge og kæmpe med en vis legemsdel i vandskorpen. Det vil være intet mindre end en kæmpe fiasko, hvis klubben ikke ender blandt de otte mandskaber i slutspillet.

- Træner Carlos Ortega har langt fra fået det her mandskab til at præstere. Spillemæssigt har de slet ikke fået nok ud af det materiale, som man trods alt råder over, lyder det fra DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen.

Det er dog ikke kun træner Ortega, der må stå på mål for de manglende resultater.

-Dem der har sat det her mandskab sammen, må også tage deres del af skylden. Det har simpelthen ikke fungeret med den her spansk-inspirerede stil, og her peger pilen på sportschef Lasse Boesen, fortsætter Krogh Jeppesen.

Sportschef i modvind

Siden det seneste nederlag mod ungarerne i lørdags er traditionsklubben kommet ud i et regulært stormvejr efter at netop Lasse Boesen til TV3 Sport udtalte, at spillerne i forbindelse med deres ansættelse i KIF Kolding København blev gjort bekendt med, at lønnen ikke altid falder til tiden.

Efterfølgende oplyste den spanske stjernespiller Antonio Garcia til TV2 Sporten, at han ikke havde fået løn i tre måneder.

Disse udmeldinger har affødt kritik fra flere fronter og har fået 3F - en af klubbens hovedsponsorere - til at overveje det fremtidige engagement i klubben.

- Vi har en aftale med KIF Kolding København der løber sæsonen ud. Indtil videre har vi tænkt os at fuldføre denne. Vi skal så vurdere, om der efterfølgende er grund til at være sponsor i klubben. Men vi følger det tæt og ser på det her med stor alvor, og der er ikke tvivl om, at det vil indgå i vores overvejelser om et eventuelt fremtidigt engagement.

Hvad siger I til signalværdien af Lasse Boesens udtalelser?

- Det er selvfølgelig særdeles kritisk. Det er en ret uheldig udtalelse fra Lasse Boesens side, lyder det fra 3F’s pressechef Nicolai Kampmann.

Kan ende med konkurs

KIF Kolding præsenterede i december 2016 et underskud på alarmerende 12,7 millioner kroner og på grund af den økonomisk trængte situation er klubben på DHF’s sorte liste og må derfor i øjeblikket ikke tegne nye kontrakter.

- Det er voldsomt kritisabelt, at klubben er så lang tid efter med lønudbetalingerne. Når man sammenholder det med det seneste blodrøde årsregnskab, så kan man godt sidde med en dårlig fornemmelse omkring fremtiden for klubben, som er en institution i dansk håndbold.

- Det kan sagtens ende med, at KIF Kolding må lukke og starte helt forfra. Det vil være en katastrofe for dansk håndbold, fortsætter Lars Krogh Jeppesen.

Lars Krogh Jeppesen er ekspert og kommentator på DR Sporten. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

KIF Kolding har gennem de seneste ti sæsoner flere gange været i økonomisk modvind i lidt mindre målestok end den aktuelle storm, men hver gang er klubben blevet reddet af investorer, da opbakningen til klubben i lokalområdet er enorm.

- Håndboldklubben er det ubetinget største i Kolding. Jeg er selv bosat i byen, og selvom vi har Koldinghus og Trapholt, så er det håndboldholdet, som folk snakker om, bakker op omkring og er stolte af, fortsætter Lars Krogh Jeppesen.

Savner udmelding

På trods af de manglende lønudbetalinger, så har ingen spillere ville åbne en sag mod klubben og dermed ligger en konkursbegæring ikke lige for i øjeblikket. Dette kan dog vise sig at blive skrækscenariet, hvis den økonomiske situation ikke forbedres væsentligt.

DR Sportens håndboldekspert savner i hvert fald, at man fra klubbens side snart kommer med en udmelding.

- Jens Boesen, der ligesom er chefen for det hele, bliver nødt til at melde ud, hvad fremtidsplanen for projektet er. Man kan så diskutere, om københavnerdelen fortsat skal være en del af forretningen.

- Så må man se, hvad opbakningen er til det hele. Viser det sig så, at der ikke er økonomi til det, så bør man lukke ned og starte helt forfra. Ligesom man har gjort med succes i GOG, slutter Lars Krogh Jeppesen.

KIF Kolding København møder i aften Ribe-Esbjerg i Håndboldligaen. Opgøret har kampstart kl. 18.30 og kan følges på TV2 Sport.