Der bliver 'øffet' på sidelinjen i dansk håndbold, har Dansk Håndbold Forbunds (DHF) sportschef, Morten Henriksen, måttet sande.
Det er nemlig ikke alle, der er tilfredse med Jesper Jensens ansættelse som træner for kvindelandsholdet i håndbold.
Sideløbende med jobbet som landstræner fortsætter Jesper Jensen nemlig også sit arbejde som cheftræner for de danske mestre Team Esbjerg.
I en rundspørge foretaget af TV 2 Sport, svarer Jesper Jensens 13 trænerkolleger på, om det er en god idé, at Jesper Jensen både skal stå i spidsen for det danske kvindelandshold, samtidig med at han leder det vestjyske hold mod en ny DM-titel.
Her udtaler København Håndbolds Claus Mogensen, at Team Esbjerg med Jesper Jensen ved roret får en "urimelig konkurrencefordel", mens Mathias Madsen fra Herning-Ikast frygter, at der vil udvikle sig "russiske tilstande" i dansk kvindehåndbold.
Til Herning Folkeblad kalder træneren det både for "tåbeligt og problematisk", og den skrappe kritik kalder Morten Henriksen for ærgerlig.
- Det er jo en vanvittig mistillid til det arbejde, som vi laver i DHF. Det er en uheldig kultur, at vi starter med at kigge på hullerne i osten og ikke på osten.
- Men derfra og så til at sige, at det er uholdbart og frygte "russiske tilstande", det siger meget om kulturen og tankegangen ved de personer, lyder det fra Morten Henriksen.
Sportschefen forstår godt, at tankerne om urimelige konkurrencefordele kan rumstere hos diverse trænere, men slår fast, at DHF er forbundets ansvar bevidst.
- Jeg anerkender fuldt ud bekymringen, men det er lidt sjovt, at jeg i en periode har haft en assistenttræner på herrelandsholdet (Henrik Kronborg, tidligere Skjern Håndbold, red.), som har været i en anden dansk klub, og jeg har ikke fået én henvendelse.
- Hvad tror de egentlig, der vil ske, hvis Jesper misbruger sin stilling? Vi er bevidste om udfordringerne, men det er da sjovt, at de klubber, som lige har 'øffet' her, er dem, som vrimler med danske landsholdsspillere. Ham, jeg har ansat, han er i en klub, hvor det ikke er tilfældet, siger Morten Henriksen.
Underlagt strenge regler
Morten Henriksen garanterer, at der i processen er blevet diskuteret alverdens forskellige problemstillinger, som kunne opstå, når man har en landstræner, der dobbeltjobber.
Det betyder dog ikke, at sportschefen med sikkerhed kan sige, at forbundet har dækket alle plausible vinkler for en interessekonflikt.
- Jeg har stor tillid til, at Jesper Jensen er et menneske med sin etik og moral i orden. Vi har lavet en del retningslinjer, så vi kan minimere problemstillingerne. Når det er sagt, vil jeg gerne i dialog og høre, hvis der skulle opstå noget, men jeg synes ikke, at man skal male fanden på væggen.
- Jeg kan garantere, at Jesper vil være lagt under mere restriktive regler end eksempelvis København Håndbold eller Herning-Ikast nogensinde kommer til at være, lyder det fra DHF's sportschef, Morten Henriksen.