Niklas Landin er nærmest blevet allemandseje, efter han i flere kampe i gruppespillet stod med utroligt høje redningsprocenter. Det niveau holdt han ikke i lørdagens mellemrundekamp mod Ungarn, og så blev førstemålmanden skiftet ud efter et lille kvarter.
Herefter tog Jannick Green over, præsterede på højt niveau og løb med titlen som kampens spiller. En præstation der kræver, at der er balance mentalt.
- Jeg har følt mig okay med, selv om det er begrænset, hvor meget jeg har spillet. Jeg har ikke gået med en følelse af, at jeg var helt ude af turneringen, forklarer Jannick Green.
Netop dén følelse kan have haft betydning for, at Jannick Green leverede et så godt indhop, som han gjorde i lørdags. Både Landin og Green mener, at det mentale spiller en stor rolle for, om en keeper rammer en god dag.
- Det er ikke så fysisk at være keeper, det er langt mere mentalt. Man skal hele tiden være fokuseret, og det kan godt være hårdt i længden, siger Niklas Landin og fortsætter:
- Der bliver ikke skiftet ligeså ofte ud hos keeperne, som der gør hos markspillerne. Derfor ved man aldrig rigtig, om man spiller to minutter, eller om man skal sidde ude en hel kamp.
Mentaltræning gør en forskel
Det er tydeligt, at kommunikationen mellem Niklas Landin og Jannick Green er stor under en landskamp. Så ofte der er mulighed for det, taler de taktik på sidelinjen. Det er rart med én god makker, men det kan også være hårdt, mener Niklas Landin.
- Man står meget alene som målmand. Lige udover at du kan snakke med den anden målmand, når ens hold er i angreb, så står man meget alene, siger den danske anfører.
Redningsprocenterne taler for sig selv og vidner om, at duoen Green og Landin har stor andel i Danmarks succes ved VM indtil videre.
Men som bekendt har Jannick Green tilbragt en del flere minutter på bænken end Niklas Landin, og det kræver stor mental styrke at holde sig inde i turneringen trods manglende spilletid. Her benytter Jannick Green sig af en mentaltræner.
- Når jeg er helt oppe at flyve eller på vej i et hul, så er det godt lige at ringe til mentaltræneren og få luftet tankerne og komme ud med sine frustrationer til en, som står lidt udenfor, siger han.
- Man skal huske på, at selv de bedste spillere har faser, hvor det ikke lige kører.
Husk, du kan følge Green, Landin og resten af de danske håndboldherrer i kamp mod Egypten. Det er mandag aften på DR1 fra klokken 20.00.
