KARAKTERER Mikkel Hansen blandt de svageste i rodet affære

Lars Krogh Jeppesen så kun få danske lyspunkter i sejren over Bahrain.

(© Scanpix/DR Sporten)

De danske håndboldherrer slog Bahrain med 30-26 i en uskøn affære ved VM-slutrunden i Paris. Mikkel Hansen så rødt og Lasse Andersson udgik med noget, der kunne ligne en lille skade i den ujævne sejr.

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen så kun to danske spillere levere på et niveau over middel.

Niklas Landin: 3

Blev i mange situationer ladt i stikken af sit forsvar og havde derfor svære arbejdsbetingelser. Spillede egentlig en fin første halvleg, men havde kun to redninger på de tyve minutter, som han spillede i anden halvleg. Endte dog alligevel med en redningsprocent på 36.

Jannick Green: 2

Kom på banen fra anden halvlegs start. Fik ti minutter på banen og greb ikke chancen. Havde ingen redninger på seks afslutninger og blev flået ud igen, da Bahrain begyndte at hente ind på det danske mandskab. Undgår dumpekarakter grundet de få spilleminutter.

Casper U. Mortensen: 3

Måtte igen se Magnus Landin starte inde på venstrefløjen. Kom på banen fra anden halvlegs start og scorede en enkelt gang på sine to forsøg. Blev skiftet ud igen på grund af taktiske overvejelser fra landstræneren.

Jesper Nøddesbo: UB

Fik under tre minutter på banen.

Lasse Svan: 3

Ikke meget at arbejde med for den træfsikre danske højrefløj. En relativt anonym kamp af Svan, der dog scorede på begge sine afslutninger. En klodset to minutters udvisning trækker lidt ned.

Hans Lindberg: 3

Spillede stort set hele anden halvleg, hvor han scorede to gange på sine tre forsøg. Godkendt indsats.

Henrik Møllgaard: 2

Havde meget store problemer i den danske defensiv, hvor han specielt i første halvleg blev udstillet af Bahrains venstreback Mahfoodh. Spillede heller ingen rolle i den danske kontrafase.

Henrik Toft sender bolden i kassen i opgøret mod Bahrain. (Foto: © BENOIT TESSIER, Scanpix)

Kasper Søndergaard: 3

Manglede ligesom mange af holdkammeraterne den sidste tænding og fart og kunne ikke følge op på sin fine indsats mod svenskerne. Scorede tre gange på det dobbelte antal forsøg.

René Toft: 2

Havde sine problemer med Bahrain-spillerne og arbejdede igennem hele kampen med at finde den rigtige højde at møde modstanderne på. I offensiven blev det til to mål på to forsøg.

Henrik Toft: 4

Blev fortjent kåret til kampens spiller. Den brølstærke Flensborg-streg tog et kæmpe slæb i den danske defensiv, selvom kommunikationen i forsvaret til tider var en mangelvare. I angrebet scorede han seks gange på syv forsøg.

Mikkel Hansen: 2

Manglede fart og beslutsomhed i sit angrebsspil. Kom kun frem til to afslutninger i løbet af fyrre minutter. Gav dommerne muligheden for at uddele det røde kort, hvilket han burde holde sig for god til.

Morten Olsen: 3

Svær opgave for Olsen, der fik det sidste kvarters tid i det danske angreb. Fik bedre styr på offensiven, men formåede ikke for alvor at sætte sig igennem.

Michael Damgaard: 3

Spillede stort set hele kampen i det danske angreb, hvor kvaliteten af hans aktioner var meget svingende. Gik fra det fantastiske til det tæt på håbløse. Scorede fem gange på ti forsøg.

Lasse Andersson: 2

Løb for stor risiko i angrebet, hvor han for mange gange afsluttede på de forkerte tidspunkter. Resultatet blev to scoringer på seks forsøg. Godkendt forsvarspræstation, men heller ikke mere.

Magnus Landin: 4

En af de få danskere spillere, som udnyttede chancen. Beviste at han dækker flere pladser i defensiven, og han kan bruges i kontrafasen, når det danske mandskab kører denne igennem med to stregspillere. Scorede fire gange på sine fem muligheder.

Niclas Kirkeløkke: UB

Gudmundur Gudmundsson: 2

Må tage en stor del af ansvaret for den blege danske indsats. Der var ikke mange af de danske spillere, der ramte det krævede spændingsniveau og det falder naturligvis tilbage på landstræneren. Var efter min mening for langsom med sine timeout-kort, og han fik ikke justeret defensiven i tide, og der manglede tacklinger og spilstop.