Mikkel Hansen: Utilgiveligt at tabe til Ungarn

Den danske stjernespiller savnede fart og koldblodighed i det danske spil i choknederlaget til Ungarn i VM-ottendedelsfinalen.

Han er i høj grad manden, der skal bære det danske angrebsspil, men selv Mikkel Hansen kunne ikke holde niveau i samtlige 60 minutter i VM-ottendedelsfinalenederlaget mod Ungarn.

Hansen scorede otte mål på 13 forsøg, hvoraf de syv af scoringerne faldt i første halvleg.

- Vi var ikke gode nok. Vi var efter hele kampen og hver eneste gang, vi havde chancen for at komme op på siden af dem eller presse dem lidt, så lavede vi en teknisk fejl, brændte et skud eller de fik en opsamling i angrebet, som gjorde, at de lige fik et hul og kunne puste ud. Det var ikke godt nok, siger Mikkel Hansen, der generelt savnede tempo og effektivitet i det danske spil.

- I starten spiller vi for langsomt og det får de nogle kontramål på. Så kommer vi fint ind i kampen, men starter anden halvleg skidt. Vi kommer dog frem til mange gode chancer, men brænder meget, siger Mikkel Hansen, der er hård ved sig selv og holdkammeraterne efter det chokerende nederlag.

- Det var en lang og hård kamp, men det er naturligvis utilgiveligt, at vi ikke kan slå et hold som Ungarn.

Næste opgave for Ungarn bliver tirsdagens VM-kvartfinale mod Norge.