Sverige måtte ud i et regulært håndbolddrama mod Qatar, som ydede uventet hård modstand.
I begyndelsen af anden halvleg var Sverige nede med tre mål, og dermed lurede overraskelsen så småt. Men så oppede svenskerne sig, og både Andreas Palicka i målet og de svenske skytter fandt effektiviteten frem.
Det gav en svensk føring på fire mål inden kampens sidste minutter, men på mystisk vis endte det alligevel med at blive spændende.
Qatar scorede tre gange i træk, og da Sverige smed bolden væk med et halvt minut tilbage af kampen, fik Qatar muligheden for at udligne.
Endnu en gang kunne svenskerne dog sende en stor tak til målvogter Palicka, som med få sekunder tilbage stod bag den afgørende redning, før holdkammeraterne kastede sig over ham i jubel.