VIDEO Ærgerlig Mikkel Hansen dagen derpå: Jeg kvajede mig

Danskeren er ikke enig i det røde kort, men ærgrer sig over, at han gav dommerne muligheden.

Danmark slog onsdag aften Bahrain med 30-26 ved VM i håndbold. Undervejs blev verdens bedste håndboldspiller, Mikkel Hansen, udvist for at have slået ud mod et par modspillere. Det røde kort er danskeren dog ikke helt enig i.

- Jeg kan godt se, det ser vildt ud, og fra deres vinkel har det måske set endnu vildere ud. Men jeg synes godt, man kan se, at jeg hverken rammer den ene eller den anden i hovedet, så en tominutters udvisning havde måske været på sin plads. Rødt kort er lidt hårdt, synes jeg, men det kan måske godt forsvares, siger Mikkel Hansen til DR.

Alligevel ærgrer bagspilleren sig over, at han gav dommerne muligheden for at trække det røde kort.

- Det irriterer mig da, at jeg kvajede mig en lille smule. De skal aldrig nogensinde have chancen for at give mig et rødt kort. Sket er sket, det kan jeg ikke ændre. Heldigvis vandt vi kampen og har vundet puljen, siger Hansen.

Danmark spiller sidste puljekamp fredag mod Qatar. Den kamp kan du se direkte på DR1 klokken 20.45.