Du kan nå det endnu: Danmarks knald-eller-fald-kamp mod VM-værter ikke udsolgt

De tyske arrangører fortæller, at det stadig er muligt at få billetter til søndagens VM-ottendedelsfinale i Magdeburg.

Danmarks VM-opgør mod Tyskland er endnu ikke udsolgt. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Skulle der sidde nogen og overveje at tage bilen og køre til Magdeburg i aften for at se de danske håndboldkvinders VM-ottendedelsfinale mod Tyskland, så er det med at tage kontakt til arrangørerne øjeblikkeligt.

En repræsentant for Det Internationale Håndboldforbund (IHF) i Magdeburg meddeler nemlig søndag middag, at der stadig er 800 billetter tilbage til aftenens program i Getec Arena. Billetterne gælder udover Danmarks kamp mod de tyske VM-værter også til opgøret mellem Serbien og Montenegro.

Danmarks indledende kampe i Oldenburg har haft tilskuertal mellem 2000 og 4000, hvilket er ganske fint for indledende kampe ved en slutrunde i kvindehåndbold, når værterne ikke er blandt deltagerne.

Tyskland har hidtil spillet for udsolgte huse i Arena Leipzig, hvor der er under VM-slutrunden er plads til 6000 tilskuere, men det klare nederlag til Holland i den sidste gruppekamp har muligvis fået nogle håndboldinteresserede tyskere til at vælge at blive hjemme.

Plads til 4500

I Getec Arena i Magdeburg er kapaciteten under VM på 4500 mod de normalt 6800, når eksempelvis det lokale Bundesliga-mandskab spiller hjemme. Reduktionen i tilskuertallet skyldes primært, at mobiltribunerne ikke er taget i brug, da IHF, tv-studier og den skrivende presse har lagt beslag på større områder i arenaen.

Skulle der være danskere, der vælger at køre til Magdeburg, skal de nok komme ind og se håndbold, lover den lokale IHF-repræsentant. Bliver de 800 tilbageværende billetter solgt, så skal de nok finde en løsning med at åbne et ekstra område med ståpladser, lyder meldingen.

Billetpriserne aftenens to kampe i Magdeburg ligger fra 15 og op til 55 euro.

VM-ottendedelsfinalen mellem Danmark og Tyskland kan ses på DR1 fra kl. 20.00. Opgøret kan også følges på P3 og her på dr.dk. Der er kampstart kl. 20.30.

Kilder: IHF og DHB.DE