Når man spiller på hjemmebane ved et VM og hedder Tyskland, har man ofte favoritværdigheden. Men sådan er det ikke nødvendigvis, når Tyskland står overfor Danmark i 1/8-finalen ved VM søndag aften.
De tyske spillere forventer nemlig en tæt kamp mod en dansk modstander, man har stor respekt for. Så selvom arenaen i Magdeburg bliver fyldt med tyskere, vil de ikke påtage sig favoritrollen.
- Jeg tror, det bliver en spændende kamp. Danmark har et meget ungt hold, og de spiller virkelig god tempohåndbold. Vi glæder os til kampen, og jeg tror virkelig, det bliver tæt, siger Anna Loerper til DR.
- Vores forsvarsspil bliver meget vigtigt. Vi har tidligere spillet rigtig godt forsvarsspil i turneringen, så det er vores nøgle til succes. Sammen med vores målmand bliver det rigtig vigtigt.
- Vi skal selvfølgelig vinde for at komme videre, men sidste år var Danmark også rigtig gode ved EM. Vi vil gerne vinde, og vi skal vinde for at komme videre, men jeg tror ikke på, at vi er favoritter, siger den tidligere Team Tvis-playmaker.
Dagsformen afgørende
Samme toner lyder der fra holdkammeraten Angie Geschke, der ligeledes har spillet i dansk håndbold. Hun tør ikke pege på en favorit, men erkender, at den tyske opbakning i Magdeburg hjælper værterne.
- Det er en stor fordel for os, for vi kender hallen i Magdeburg, og publikum er virkelig imponerende. Stemningen er virkelig god, og det bliver den også i denne kamp, siger Angie Geschke.
- Man kan ikke sige, hvem der er favoritter. Det kommer an på dagsformen, og så bliver det bare en helt vildt spændende kamp, siger den tidligere Randers HK-back.
1/8-finalen mellem Danmark og Tyskland spilles søndag aften. Du kan se VM-opgøret direkte på DR1 fra klokken 20.00.
