Tysk håndboldlegende: Danmark er favorit – I skal ikke være bange

Grit Jurack er ikke imponeret af Tysklands spil ved VM-slutrunden på hjemmebane.

Tyskland fik bank af Holland ved VM, og Danmark har ikke noget at frygte, hvis tyskerne spiller på samme måde igen, mener legenden Grit Jurack. (Foto: © HENDRIK SCHMIDT, Scanpix)

Søndag står det danske kvindelandshold i håndbold overfor Tyskland værter ved VM. Det kan på papiret ligne en svær opgave at skulle møde hold, der har hjemmebanefordel, men spørger man den legendariske tyske højreback, Grit Jurack, så har Danmark ikke meget at frygte.

I den sidste gruppekamp ved VM tabte Tyskland nemlig til Holland med hele otte mål, og Jurack har generelt ikke været så imponeret af sine landsmænds spil. Særligt forsvaret har haltet.

- Jeg har desværre ikke set så meget med Danmark, men jeg har set en del med Tyskland, og jeg kan fortælle jer, at I ikke behøver at være bange. Man kan jo stadig håbe, at tyskerne spiller, som de gjorde mod Sydkorea og ikke som mod Holland. Selvom de spiller på hjemmebane bliver det meget svært, men jeg håber da stadig, at de vinder, siger den pensionerede spiller, der blandt andet vandt tre Champions League-titler med Viborg.

Grit Jurack spillede otte sæsoner i Viborg frem til karrierestoppet i 2012. Her sammen med Rikke Skov. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Ingen hjemmebanefordel

Nu 40-årige Grit Jurack, der er ambassadør for VM-slutrunden i Tyskland, mener ikke, at hjemmebanefordelen bliver så markant for tyskerne, som man ellers kunne tro.

- Jeg har læst, at Klavs Bruun frygter, at de spiller på udebane i Tyskland, men det er jo ikke som for 10-15 år siden, hvor dommerne dømmer for hjemmeholdet. Tværtimod er det nogle gange en ulempe at spille på hjemmebane. Så det kort kan han ikke trække. Til gengæld synes jeg, han har et meget spændende hold, og hvis han formår at sætte de rigtige spillere ind, så bliver det svært for Tyskland, siger Jurack til DR.

Tyskland skal tage sig sammen

Favoritværdigheden ligger hos Danmark, mener Jurack, der ikke ser nogen skam i at tabe, hvis det er til et bedre hold. Forventningerne til Tyskland er dog noget højere end en 1/8-finale.

- Jeg synes ikke, det ville være en skam at ryge ud til et bedre hold, men holdets egne og det tyske forbunds forhåbninger er jo, at de kommer til semifinale i Hamborg. Men så skal de virkelig tage sig sammen og spille bedre håndbold end det, de har vist os. Jeg ved, at de kan spille godt, og det er jo en 1/8-finale, så jeg håber, de tager sig sammen, siger Jurack.

- Danskerne kan besejres, som vi jo gjorde i sommer. Jeg vil sige, at danskerne er favorit, men jeg håber, at Tyskland kan overraske og komme til at spille kvartfinale. Formentlig mod Sverige. Jeg ved ikke, hvilket resultat jeg tror på, men jeg håber, at Tyskland vinder 25-22, siger hun.

Du kan se den spændende 1/8-finale ved VM mellem Danmark og Tyskland direkte på DR1 fra klokken 20.00.