Danmark er klar til 1/8-finalen ved VM i håndbold, og modstanderen er værterne fra Tyskland. Dermed kan de danske håndboldkvinder se frem til en hal i Magdeburg, hvor stemningen er i top, og hvor publikum hepper på Tyskland. Det glæder spillerne sig dog til.
- Der er en fantastisk håndboldkultur her i Tyskland, så vi kommer under et kæmpepres som det, vi havde med os i Herning i 2015. Jeg tror, det bliver en rigtig fed kamp med en god stemning, siger Line Jørgensen til DR.
- Vi skal være tæt på hinanden, for det kan blive svært at kommunikere med tale. Vi er vant til, og rigtig mange af os har prøvet det ude i arenaerne i Europa, hvor man ikke kan snakke sammen. Så det skal vi nok klare.
Den danske førstekeeper Sandra Toft ser også frem til opgøret, men erkender, at det kan blive en svær kamp.
- Det bliver et brag af en kamp. Det er jo fedt at spille for forhåbentlig fulde lægter og møde hjemmenationen, men det bliver samtidig også rigtig svært, siger Sandra Toft.
Et lige opgør
Det er ikke kun arenaen i Magdeburg, Danmark står over for. Det tyske hold har mange gode spillere, og derfor skal Danmark være klar til kamp.
- Det bliver svært. Tyskerne har gode spillere over hele linje, også når de skifter ud. En god keeper også. Jeg har faktisk ikke set dem så meget under slutrunden, men jeg tror, de har gjort det godt, siger Fie Woller.
- Jeg tror, det bliver meget lige, og jeg tror helt sikkert på, vi kan vinde. Det er begrænset, hvor meget jeg kender til dem fra Bundesligaen, men vi kan helt sikkert matche dem, siger hun.
Og hvis Danmark kan matche Tyskland, kan vi også slå dem, og det ville være noget særligt at sende værtsnationen ud af VM.
- Det bliver en kæmpeoplevelse. Fedt at møde værtsnationen. Jeg synes, Tyskland har en kultur, hvor der er tryk på arenaerne. De skal med garanti nok fylde hallen i Magdeburg, så det bliver stort, og så bliver det forhåbentlig også stort at slå dem ud af en 1/8-finale, siger Kathrine Heindahl.
Danmark og Tyskland spiller 1/8-finale søndag aften, og du kan se kampen direkte på DR1 fra klokken 20.00.
