Hollændere giver råd: Sådan banker Danmark tyskerne

Holland vandt suverænt over Tyskland i gruppespillet og har planen klar til, hvordan Danmark skal gøre det samme.

Danmarks cheftræner Klavs Bruun Jørgensen bør måske ringe til det hollandske landshold for at få nogle råd. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

For to dage siden fik Tyskland det, som man mildt sagt kan kalde en lussing. De stærke hollændere kørte rundt med hjemmeholdet og endte med at vinde 31-23.

Søndag aften er det så Danmark, som står over for tyskerne, og det hollandske landshold med landstræner Helle Thomsen i spidsen er klar til at give Danmark gode råd til, hvordan sejren skal køres i hus.

- Vi prøvede på at få stoppet nogle af de rigtig dygtige skytter, som de har. Hvis man først får stoppet dem, så betyder det, at man kan løbe nogle kontra og få de lette mål. Og det passer egentlig fint til Danmark at gøre det sådan, så jeg håber og tror på, at de vinder, siger Helle Thomsen

Forsvaret bliver altafgørende i kampen mod Tyskland, hvis man spørger flere af de hollandske spillere. De mærkede selv, hvordan det kan åbne op for kontramuligheder.

- Vi stod rigtig godt i vores forsvar. Vi havde gode og klare aftaler omkring, hvordan vi ville løse at stoppe deres angrebsspil, så jeg synes bare, at Danmark skal gøre det samme, forklarer Nycke Groot.

- Så længe du kan spille hurtigt og lade dem løbe meget i forsvaret, så synes jeg, at man får meget plads. Og så handler det bare om at forberede sig godt før kampen. De kan slå dem, hvis de forbereder sig godt, siger Team Esbjerg-profilen Estavna Polman.

Danmark spillede ikke nogen god kamp mod Rusland fredag, hvor det specielt i 2. halvleg gik galt, men Helle Thomsen tror stadig på de danske muligheder.

- Jeg er meget fortrøstningsfuld. Jeg synes, at Danmark har et godt hold. Jeg ved godt, at de også spiller nogle dårlige minutter, men man kan altså ikke spille mange kampe helt fantastisk. Og så længe at man spiller godt i de kampe, der er mest vigtige, så går man jo videre, forklarer den hollandske landstræner.

Du kan se kampen mellem Danmark og Tyskland fra klokken 20.00 på DR1, følge den i radioen i LIGA på P3 eller læse vores liveopdatering på dr.dk.

Holland møder Japan mandag aften, og den kan ses på DR3 fra klokken 20.20.