Klavs Bruun: Sverige er et knaldgodt hold

Der er fart på Sverige, der har fået stor selvtillid inden mødet med Danmark i VM-kvartfinalen.

Sverige bliver en svær nød at knække for Danmark i VM-kvartfinalen. (Foto: © 9200 Adam Ihse/TT, Scanpix)

Da Danmark tabte den sidste gruppespilskamp mod Rusland, så havde de fleste forventet, at det ville betyde et møde med Norge i en eventuel VM-kvartfinale.

Sådan gik det dog ikke, da Sverige slog de norske VM-favoritter.

Derfor bliver det Sverige, som de danske håndboldkvinder skal bakse med i VM-kvartfinalen. Det bliver ingen nem opgave, mener landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

- Det er et rigtig, rigtig godt hold. Der er ingen tvivl om, at den medvind, som de helt sikkert har fået af også at slå Norge, den skal man have respekt for. Det er et knaldgodt hold med dygtige målmænd. Der er ikke andet end gode hold tilbage, siger landstræneren.

Stærke svenskere

Lotte Grigel har som sin landstræner stor respekt for Sverige, omend hun i sejrens stund efter mødet med Tyskland i ottendedelsfinalen nærmest var for lykkelig til at fokusere på den kommende modstander.

- Svenskerne spiller sindsygt godt i øjeblikket. Men det kan jeg slet ikke tænke på lige nu. Jeg er bare så glad for, at vi er gået videre, siger den danske playmaker.

Sverige vandt deres ottendedelsfinale med overbevisende 33-21 over Slovenien.