PORTRÆT Den robuste pige fra Risskov kan tackle verdens bedste

Mette Tranborg fik seniordebut som 16-årig og råder over et vigtigt værktøj i tophåndbold.

(Foto: © KLAUS-DIETMAR GABBERT, Scanpix)

- Hun får vist nok at vide af sine kammerater, at hun er lidt forkælet, fordi vi altid tager med for at se hende spille.

Som så mange gange før sidder Anette Tranborg på tribunen med sin mand Leif. Ægteparret fra Risskov, der er klædt i rødt og hvidt, er vant til at rejse rundt for at følge deres 21-årige datter spille håndbold. I fjor var de eksempelvis til EM i Sverige, og i år er de naturligvis taget til Tyskland for være en del af VM.

- Det gør vi gerne, og jeg vasker også gerne Mettes tøj, hvis der er brug for det, siger Anette Tranborg.

Stoltheden i de to århusianeres ansigter er ikke til at tage fejl af, mens de sidder der – side om side på tribunepladserne bag det ene mål – sammen med familien Østergaard, familien Haugsted og familien Grigel.

Nogle af de andre håndboldfamilier har de kendt i flere år, og andre har de først lært at kende det sidste halvandet års tid, hvor Risskov-datteren, landsholdets nye stjerneskud Mette Tranborg, er blevet fast inventar på holdet.

I søndagens ottendedelsfinale mod værtsnationen Tyskland viste den 192 cm høje Tranborg sig frem fra sin bedste side med blandt andet fem scoringer. Men evnerne har hun i hvert fald ikke arvet, som faderen Leif selv konstaterer det. Ingen af forældrene har selv spillet håndbold. Det var faktisk også først, da en af Mette Tranborgs ungdomstrænere fortalte dem om teenagedatterens talent, at det gik op for dem, at hun var noget specielt.

Anette og Leif Tranborg var i Oldenburg i hele den første VM-uge for at følge datteren Mette og resten af kvindelandsholdet.

Bevares, de vidste da godt, at hun var god, for hun spillede jo på udvalgte hold, men at hun var en landets mest talentfulde ungdomsspillere, havde de ikke gennemskuet.

- Det skal ikke opfattes negativt, men forældrene opsøgte ikke elitemiljøet, og det er måske kommet Mette til gode. For dem kunne hun ligeså godt have spillet badminton. Hun gik jo bare til håndbold, siger Thomas Høst, der er Tranborgs tidligere træner.

Det gode eksempel

Thomas Høst er i dag ansat hos Silkeborg-Voel og Dansk Håndbold Forbund, men han var i seks år en del af SK Aarhus som både U18-træner og assistenttræner på førsteholdet. Det var i den århusianske fusionsklub, at Mette Tranborg fik sin officielle seniordebut. Alder? 16 år gammel.

Det skete i en 1. divisionskamp i vestjyske Tarm, hvor hun blev skiftet ind i første halvleg. Syv scoringer senere blev den yngste seniorspiller i dansk håndbolds historie mandsopdækket.

- Fysikken havde hun allerede dengang, men hun tog tidligt nogle eksplosive step i sin udvikling, fordi hun formåede at omsætte information til handling. Det er det, der tit afgør, om store talenter kan blive til noget, siger Thomas Høst.

Han har kendt Mette Tranborg, siden hun var 14 år gammel, og han har fra sidelinjen set hende tage det ene store skridt mod A-landsholdet efter det andet – hurtige skridt vel at mærke.

Som U14-spiller blev hun rykket op på U16-holdet, og sådan blev det ved op gennem årene, således at hun som førsteårs U18-spiller blev en del af seniortruppen. Helt ekstraordinært, lyder det fra Thomas Høst og henviser så til ungdomslandsholdet.

Her var situationen den samme. Trods sit fødeår i 1996 blev Mette Tranborg rykket op til årgangen 1994/1995, hvor blandt andre Anne Mette Hansen også figurerede.

- Jeg har haft med mange ungdomsspillere at gøre, og Mette Tranborg er klart det gode eksempel. Jeg har set hende træne dag efter dag, og jeg kan ikke huske et dårligt træningspas fra hende. Talentet faldt ikke ned i skødet på hende. Hun har arbejdet sig til tingene, siger han.

Penge i kufferten

Som den yngste spiller på alle ungdomshold blev Mette Tranborg ikke overraskende betegnet som en lidt genert pige, der ikke var fremme i skoene. Men hun har ifølge Thomas Høst taget menneskelige kvantespring i de seneste år.

Alligevel følte Mette Tranborg sig ikke klar til at tage springet fra Aarhus og til en ny klub, da Odense Håndbold første gang bød sig til, efter at hun i sæsonen 2014/2015 blev kåret til Årets Kvindelige Talent.

Odense Håndbold forsøgte ifølge klubbens adm. direktør Mark Jespersen at lokke hende til Fyn ad flere omgange, men Mette Tranborg endte hver gang med at sige nej.

- Vi forsøgte til sidst at købe hende ud af kontrakten, og vi kom også med et større beløb i kufferten, men SK Aarhus gad dårligt nok snakke med os, siger Mark Jespersen.

For et år siden lykkedes det så endelig for den pengestærke Odense-klub at tilknytte Mette Tranborg på en treårig aftale, men først efter at profiler som Stine Jørgensen og Mie Højlund var blevet præsenteret i klubben.

- Hun er en meget fornuftig pige med et nært forhold til sin familie i Aarhus, så hun skulle nok lige se hele projektet an først, før hun sagde ja, siger Mark Jespersen.

Alle forudsætninger for at nå til tops

Den 21-årige højre back har også imponeret i sin første halvsæson i Odense. 37 mål og 27 assists er det blevet til i de første 11 ligakampe - ud over det bundsolide og benhårde forsvarsspil, der er en af hendes spidskompetencer.

- Hun dækker sindssygt godt op, og selv de bedste spillere i verden har svært ved at komme forbi hende, siger Jan Pytlick, der er hendes cheftræner i Odense Håndbold.

Den tidligere landstræner tøver ikke med at kalde Mette Tranborg for en komplet håndboldspiller, der kan skrive både fysisk styrke, bevægelighed, fintespil, skudstyrke og spilforståelse på sit repertoire.

Mette Tranborg scorede fem mål på seks forsøg i søndagens sejr over Tyskland. (Foto: © KLAUS-DIETMAR GABBERT, Scanpix)

Men den tårnhøje VM-profil har dog flere forbedringsområder. Ifølge den tidligere SK Aarhus-træner Thomas Høst kan hun fortsat videreudvikle sit skud fra distancen, mens Jan Pytlick peger på Tranborgs sammenspil med stregen og fløjen som et udviklingstema.

- Der er stadig et stykke vej, men jeg vurderer, at hun er i top 10 over verdens bedste højre backs. Hun har alle forudsætninger for at blive en topspiller, siger Jan Pytlick.

Med sit 30-årige kendskab til håndboldverdenen er han dog særligt imponeret over ét kapitel i fortællingen om Mette Tranborg. Et særligt kendetegn, der går helt tilbage til ungdomstiden i Aarhus.

- Hun har altid været mentalt stærk og meget robust. Hun kan klare presset og komme igen efter at have spillet en dårlig kamp. Det er et meget vigtigt værktøj at have i tophåndbold, siger Jan Pytlick.

Muligt gensyn i Hamborg

Tophåndbold direkte fra Tyskland måtte forældrene Tranborg dog med egne ord "slippe grebet om", da de skulle hjem til dagligdagen efter en uge i Oldenburg.

Jubel i den danske lejr. Sarah Iversen, Fie Woller og Mette Tranborg under VM-kampen mellem Danmark-Brasilien i Oldenburg. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Derfor har Anette og Leif Tranborg været nødsaget til at se de seneste danske VM-kampe i Tyskland fra tv-skærmen i stuen i Risskov. Skulle det lykkes Klavs Bruun Jørgensens mandskab at slå Sverige i kvartfinalen tirsdag aften, kan Mette Tranborg dog se frem til familiebesøg i Hamb0rg til semifinalen.

- Det satser vi på, siger Anette Tranborg, der må erkende, at der ikke er meget kontakt til datteren under slutrunden.

- Vi skriver lidt på Facebook, hvis hun da ellers gider at svare. Ej, det er fint, at hun koncentrerer sig om at spille, siger Anette Tranborg.

VM-kvartfinalen mod Sverige spille klokken 17.30 og kan ses direkte på TV 2, høres i LIGA på P3 eller følges live i tekst og video her på dr.dk.