Efter den klare sejr over Japan søndag aften skal der sættes yderligere to point ind i VM-regnskabet, når håndboldkvinderne møder Tunesien tirsdag.
Tunesien er regelmæssig VM-deltager, men ryger som oftest ud efter gruppespillet. Den danske landstræner Klavs Bruun Jørgensen regner da også med en forholdsvis ubesværet sejr.
- Jeg har ikke set noget på dem endnu, men det er som udgangspunkt heller ikke et hold, som efter min mening skal volde os problemer, siger Klavs Bruun Jørgensen.
De to hold mødtes senest i Boxen i Herning ved VM for to år siden, hvor Danmark vandt med 32-20.
Halvdelen af nordafrikanernes mål ved den lejlighed blev scoret af to gange Mouna, Mouna Chebbah og Mouna Jlezi.
Irriterende tuneser
Den første er Tunesiens ubetinget bedste spiller, mens den anden er holdets stregspiller, hvis spillefacon ikke just falder i den danske landstræners smag.
- Jeg vil ikke sige, hun voldte os problemer, men hun irriterede os. Hun har en spillestil, der er svært belastende, og det har hun stadig. Det er en af de spillere, vi vil holde øje med.
- Vi tager kampen meget alvorligt, og det er ikke sådan, at vi bare vil sende de spillere, der ikke har spillet så meget endnu, på banen, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Tunesien indledte VM med et stort nederlag til Rusland, men imponerede ved at bringe Brasilien i store vanskeligheder i søndagens kamp. Tuneserne førte med fem mål i anden halvleg, men endte med at tabe 22-23.
- Det var en overraskelse, for tidligere er de blevet slået ret overbevisende. Det er ikke en walkover, og vi skal være klar, siger bagspiller Louise Burgaard.
Kampen skal bruges til at genfinde den glød, der var i det danske hold mod Japan.
- Der var ild i øjnene. Hele bænken stod op, og alle jublede. Det er da meget federe at spille sådan en kamp og smadre Tunesien, end at vi indstiller os på, at det bliver en let kamp, siger Louise Burgaard.