Spillere og træner i kor: Lad os nu bare komme i gang med VM

Spillerne og landstræneren gider ikke mere forberedelse og vil bare i gang med VM-slutrunden.

ikke mere snak, ikke mere træning. Nu skal VM bare i gang for Danmarks vedkommende. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

I morgen løber de danske landsholdsspillere på banen til deres første kamp ved VM-slutrunden. Når første fløjt lyder, er det samtidig enden på en lang forberedelsesfase, som alle i den danske trup enstemmigt ser frem til at lægge bag sig.

- Jeg har det godt, og jeg glæder mig til dagen i morgen. De her træningskampe op til er ikke de sjoveste, når man bare venter på, at VM skal begynde, siger målvogter Sandra Toft om kampen mod Montenegro.

En utålmodighed som stregspiller Kathrine Heindal også bærer rundt på.

- Man har trænet en hel masse og været igennem en masse forberedelse, så nu kan man godt mærke, at man godt vil i gang med at spille de der kampe, hvor det betyder noget.

Nok er forventningens glæde stor, men forude venter samtidig en svær opgave for de danske håndboldkvinder, der er havnet i gruppe med lørdagens modstander, Montenegro, Brasilien, Rusland, Japan og Tunesien.

Endnu en svær gruppe

Ikke just udtryk for dansk held i lodtrækningen, mener Sandra Toft, der beskriver gruppen med ét ord.

- Svær.

- Vi er ikke heldige med de grupper. Vi har Rusland, der er rigtig gode. Og Brasilien, der også er et fysisk mandskab med nogle rigtig gode håndboldspillere, og det samme med Montenegro. Japan er heller ikke noget dårligt hold, og vi kunne sikkert også have trukket et dårligere hold en Tunesien i det seedningslag.

- Så det bliver en hård gruppe, men det gør det også, når vi går videre, så vi kan lige så godt være klar fra start, siger hun.

Samstemmende er budskabet også, at de fire pladser, der giver plads i 1/16-finalerne kan ende hos Danmark, Montenegro, Rusland og Brasilien i vilkårlig rækkefølge.

Alle kan slå alle, lyder det.

- Jeg synes, at der er mange gode hold. Det er klart, at Japan og Tunesien umiddelbart ser ud til at være de svageste, men jeg synes, at det kan blive alt fra et til fire for de fire andre hold. Og den pulje vi så skal parres med, det er også fire sindssygt gode hold, siger Kathrine Heindahl som et ekko af sin landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Alle kan slå alle

Han har stor respekt for gruppens svageste hold, og forudser også uforudsigelighed i kampen om de fire øverste pladser i gruppen.

- Mod Japan og Tunesien regner jeg da med fire point, men med de andre hold bliver det svært, for det er hold, der kan nå langt, hvis de rammer en god slutrunde.

- Men hvis vi mod forventning og forhåbning skulle ende som nummer fire, så tror jeg, at vi kan gå hen og slå f.eks. Holland, siger han.

Udover Holland er også Serbien, værtsnationen Tyskland og Sydkorea at finde i den gruppe, som skal op mod den danske i 1/16-finalerne.

Men alt det er spekulationer, og tilbage står egentlig bare, at spillere og i særdeleshed landstræneren med spændt mine ser frem mod den danske VM-åbning.

- Ja, det kan du bande på, og det har jeg jo egentlig gjort, siden vi slap truppen sidste år efter EM, siger han.

Kampen mod Montenegro kan høres i Liga på P3, følges i tekst på dr.dk/sporten eller ses på TV 2.