Der er en ny Pytlick i hallen.
Den gamle sherif var godt nok med til VM som landstræner for Saudi-Arabien, men i år har de fleste lært at sige Simon og Pytlick i samme sætning.
Den danske slutrundedebutant skyder med skarpt, aftvinger respekt hos modstanderne og sørger for, at det meste går ordentligt til i danskernes angreb.
I opgøret mod Egypten mandag aften blev han kåret til kampens spiller.
Du kan se nogle af Simon Pytlicks bedste aktioner fra slutrunden her.
Ganske fortjent, siger holdkammeraten Mathias Gidsel, der efterfølgende sagde, at Simon Pytlick ’straffede Egypten meget voldsomt’.
Otte ud af ti skud ramte for den unge pletskyder Pytlick, der omvendt mener, at både publikum, træner og holdkammerater har hjulpet ham godt ind på holdet.
- Publikum gør, at jeg rider på en bølge, og når jeg samtidig får god tillid fra træneren, så bliver det også lettere at tage nogle chancer og prøve nogle ting af. Og så er jeg utrolig glad for, at holdet er med til at sætte mig i de rette situationer.
Her kan du høre Mikkel Hansen sætte ord på Simon Pytlicks præstation mod Egypten.
Kan blive en af verdens bedste
Det er beskedne ord fra den fynske bagspiller, der også har mange andre kvaliteter end at kaste med håndbolde.
Det fortalte landsholdskammeraten Kevin Møller på et pressemøde i sidste uge, hvor han roste Simon Pytlick for at være en dejlig dreng.
- Han passer virkelig godt ind på holdet, og han er bare en skøn knægt, der går hårdt til den på træningsbanen og siger tingene ligeud i fællesrummet. Det kan vi andre rigtig godt lide, sagde han.
Men allerbedst er han altså til at spille håndbold, sagde landstræner Nikolaj Jacobsen før slutrunden.
Det kan du høre lige her.
Og det har han egentlig ret i, siger Hans Lindberg, der på samme pressemøde fortalte, at han længe har været næsegrus af beundring for den unge bagspiller.
- Han er en spiller, der kan blive en af verdens bedste.
- Han er seriøs omkring de ting, han gør. Han glæder sig over at spille på den her scene. Det er det allerypperste at spille VM for sit land. Han går ind til tingene med en kæmpe seriøsitet, mod på tilværelsen og tro på sig selv.
Her kan du høre, hvad Henrik Møllgaard sagde, da han tidligere i slutrunden blev spurgt, hvilke kvaliteter Simon Pytlick havde på en håndboldbane.
Ja, Simon Pytlick løfter gerne brystkassen og løber forrest.
Men skulle det alligevel ende med et par fejlskud, så er det vigtigt at huske, at håndbold ’i sidste ende ikke handler om andet end at kaste og gribe en bold, der skal sendes i en lille firkantet kasse’, siger Kevin Møller.
Og skulle han nogensinde blive i tvivl om egne evner, så er det bare at finde de danske landsholdstrøjer med nummer 43 frem fra tasken.
På alle trøjerne er der nemlig trykt to stjerner for at markere Danmarks VM-titler, men Simon Pytlick burde næsten få en ekstra.
Han er ny sherif i hallen.