Lad det logistiske cirkus begynde.
Med en præstation, der efterlod os uden skyggen af tvivl, er Danmarks håndboldherrer klar til VM-semifinalen på fredag efter en knusende 40-23 sejr over Ungarn i Stockholm.
Den spilles i Polen, hvis Sverige vinder senere i aften. Ryger svenskerne omvendt ud, bliver Danmark i nabolandets hovedstad.
Her venter Spanien, der måtte kæmpe længe og først efter to gange forlænget spilletid i gyseren mod Norge vandt 35-34.
Sejren betyder også, at håndboldherrerne nu er indehavere af rekorden for flest VM-kampe uden nederlag. 26 styk. Ganske imponerende. Det samme er det jubilæum, 250 kampe, Mikkel Hansen her til aften kunne fejre.
Hvis man kan se længere end andre, er det ofte, fordi man står på skuldrene af giganter. Spørg hvilken som helst af landsholdets yngre spillere, og de vil slå hælene sammen.
Mikkel Hansen, aftenens 250-kampsjubilar, er så tæt på gudestatus i deres bog, at du slet ikke fatter det, og håndboldunikummet, vi forkælet har lært at tage for givet, får nok først sin retmæssige hyldest, når karrieren er forbi.
Til den tid kan Kongehuset til gengæld godt køre guldkareten frem.
I mellemtiden handler det om at nyde ham. Skruebolden til 1-0 fortjente i hvert fald et gensyn eller tre. Det samme gør den fornyede ungdom, hans spil udstråler ved at placere slyngveninderne Simon Pytlick og Mathias Gidsel ved siden af.
Hold nu op, mand. I en vanvittigt veleksekveret kontrafase blæste de tempoet op, før Hansen selv, med et lille skruet udspil, satte Emil Jakobsen i scene ved 8-4 scoringen.
Generelt var spillet – fra forsvar til angreb – imponerende og skyldes også en lille genistreg fra landstræner Jacobsen, der havde Niclas Kirkeløkke til at dække back og spille fløj. Gidsel med begge veje.
Læg hertil, at Niklas Landin sætte to streger under, at målvogteren er brandvarm lige nu. Godt hjulpet af Møllgaard og Saugstrup foran sig, selvfølgelig.
Pludselig så banen ud til at være meget lang, når ungarerne løb retur. De virkede chanceløse, da håndboldherrerne moste sig foran 14-9 efter Mathias Gidsels ualmindeligt rappe fodfinte.
Pauseføringen 21-12 sagde det hele. Verdensmestrene var kommet til Stockholm.
Opvisningen fortsatte bare
Giganske Tele2 Arena i Stockholm, aftenens kulisse, blev åbnet i 2013 og kostede 2,7 milliarder svenske kroner at bygge. Umiddelbart en fair pris, når den samme år bød Volbeat indenfor, i 2015 husede Madonna og nu også har dannet ramme for håndboldherrernes opvisning i VM-kvartfinalen.
For det var ren stadionkoncert. En sportslig legeplads. De mange svenskere, der ventede med at dukke op til dagens sene kvartfinale, gik godt nok glip af noget.
Som da Magnus Landin lagde den lækkert i nettet fra fløjen, 28-15, mens Mikkel Hansen tog en tur langs hele den danske bænk med armene i vejret.
Overlegenheden tillod Nikolaj Jacobsen at bringe både Jacob Holm og Mads Mensah ind i bagkæden - med succes. Optakten og restitutionen frem mod semifinalen var allerede i gang.
Også Kevin Møller kom ind og nuppede et straffekast, hvorefter billederne af en ungarsk fan, der tog sig til hovedet, rullede over storskærmen. Selvsamme Møller fik de sidste ti minutter på det bolsjestribede kontor ved baglinjen, gjorde det glimrende og reddede såmænd endnu et straffekast.
Om det var Ungarn, der kollektivt mistede evnen til at spille håndbold, eller danskerne, som satte overliggeren i en højde, hvor de færreste kan nå? Man hælder til det sidste.
Så må vi se, om spanierne kan være med, hvis de stiller sig på tæer.