Frem med kuglepennen. Noter navnet Connor Bedard.
Canadieren er det varmeste talent inden for ishockey, og på trods af hans bare 17 år er der kæmpe forventninger til ham.
Ishockeykommentatoren Jimmy Bøjgaard kalder teenageren "et unikum" og placerer ham på samme, høje hylde som Tiger Woods og Roger Federer, da de brød frem i henholdsvis golf- og tennissporten.
- Af en 17-årig at være er han så god, at man næsten ikke kan finde ord til at beskrive det.
- Man vil følge ham her på samme måde som de allerstørste talenter, og han har muligheden for at sætte et helt nyt niveau i forhold til nutidens bedste i ishockey, siger Jimmy Bøjgaard.
På nuværende tidspunkt spiller Connor Bedard for Regina Pats i den canadiske juniorliga Western Hockey League, WHL. Men det er kun et spørgsmål om tid, før han træder ind på den største scene, NHL.
I verdens bedste hockeyliga bliver talenterne plukket mellem sæsonerne i den såkaldte draft, hvor det lavest rangerede ligahold får lov at vælge først.
- Han bliver stensikkert draftet som etter næste år. De seneste år har der været tvivl om, hvem der skulle tages først, men når du har én som ham, er der ingen tvivl om, at han kommer til at gå som nummer et i draften, siger Jimmy Bøjgaard.
Altoverskyggende stjerne
I disse dage er verdens største ishockeytalenter samlet i Connor Bedards hjemland til U20 VM.
Her har det 17-årige megatalent været her, der og alle vegne, og ingen spillere kan nå ham til sokkeholderne, når det gælder scoringer og målgivende afleveringer. 21 gange har canadieren enten scoret eller assisteret. Nummer to på listen har været indblandet i 11 scoringer.
Dermed har Connor Bedard slået den canadiske rekord for flest mål (16) og flest point (33) nogensinde ved U20 VM.
Tirsdag afgjorde Connor Bedard, der i øvrigt er den yngste spiller på Canadas hold, kvartfinalen mod Slovakiet ved U20 VM med en overtidsscoring til 4-3.
- Han tager bare pucken og siger 'fint nok, der står tre kegler fra Slovakiet, dem kører jeg igennem, som det passer mig'.
- Det var tre af Slovakiets bedste og tre af verdens største talenter, men han er rigtig hurtig på de første meter, så det ligner næsten, at han bare sætter folk af, som det passer ham. Han får folk til at se lidt halvdumme ud, fordi han er så god, siger Jimmy Bøjgaard.
Torsdag møder Connor Bedard og Canada nabolandet fra USA i semifinalen.
Komplet og 'ufatteligt god til at skyde'
Spørger man Jimmy Bøjgaard, har den unge canadier hele pakken.
- Han er utroligt eksplosiv. Han er en vanvittig playmaker. Han har et sindssygt skud.
Der er fuld plade.
- Det er så markant, at det ikke kun er folk i ishockeyverdenen, men også folk i idrætsverdenen generelt, der ved, når der er et unikt talent. Han er ikke kun er et ishockeytalent. Han er et idrætstalent, som alle sportsgrene vil og bør kigge på, siger Jimmy Bøjgaard.
Skal ishockeykommentatoren lege djælvlens advokat og finde blot et enkelt 'men' i remsen om, hvor vild Connor Bedard er, er det spillerens højde.
- Man behøver ikke at være høj, men han er måske lige til den lille side. Det passer dog bedre ind i moderne NHL, for det er en liga, der over de seneste årtier har tilpasset sig spilfordelere som ham. Han kommer til at splitte ligaen ad, hvis han fortsætter, siger Jimmy Bøjgaard.
Kan gøre bundhold til magtfaktor
Til sommer kommer NHL-holdene til at stå i kø, når den årlige draft løber af stablen, men mange hold må gå forgæves, vurderer Jimmy Bøjgaard.
- Han bliver som udgangspunkt draftet af et halvdårligt hold, fordi det er de dårligste hold, der vælger først.
Som udgangspunkt et skidt udgangspunkt, hvis muligheden for titler skal følge talentets størrelse. Men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen, forklarer Jimmy Bøjgaard.
- For han kommer til at føre en kæmpe hype med sig. Bare det, han kommer til at generere i trøjesalg for den klub, der drafter ham, vil give nogle muligheder. Så ekstrem er han.
- Jeg er ikke i tvivl om, at han kommer til at gøre markante ting, uanset hvor han kommer hen. Han er så god i sig selv, at der er mange, der gerne vil komme og spille med ham. Når han bliver draftet af et bundhold i NHL, kan han gøre dem til en magtfaktor de næste 10-15 år, hvis det hele går rigtigt, siger han.
Draften i NHL finder sted den sidste weekend i juni.
- Og han bliver helt sikkert taget som etter, understreger Jimmy Bøjgaard.