Bjorkstrand med fantomkamp for NHL-hold

Oliver Bjorkstrand leverede tre point for Columbus Blue Jackets i 6-4 sejren over Buffalo.

Oliver Bjorkstrand fik tidligere på året VM-debut for Danmark. (Foto: © Kevin Sousa, 2015 NHLPA)

Danske Oliver Bjorkstrand har stadig sin debut i verdens bedste ishockeyrække, NHL, til gode, men i nat spillede han sig måske tættere på førsteholdet i Columbus Blue Jackets, da han med en forrygende indsats i holdets næstsidste optaktskamp noterede sig for to mål og en assists.

20-årige Bjorkstrand var blevet kaldt op fra Columbus’ andethold for at spille kampen mod Buffalo, og her gjorde han sit til at overbevise træneren om, at han skal være en del af førsteholdstruppen i fremtiden.

Med sæsonstart i næste uge, kunne timingen ikke være bedre for danskeren, da han var en afgørende faktor for Columbus Blue Jackets i deres 6-4 sejr over Buffalo Sabres.

Først oplæg, så to kasser

Allerede efter seks et halvt minut havde Bjorkstrand næstsidste stav på inden målet, da han flot førte pucken op gennem midten af banen, inden han lagde den af til Markus Hannikainen, der scorede.

Midtvejs i anden periode leverede Bjorkstrand endnu en glimrende præstation, da han fulgte op på sit eget skud og herefter sendte pucken ind til 5-0 føring.

Buffalo fik herefter reduceret fire gange i sidste periode og var derfor kun nede med et mål, da de valgte at bytte målvogteren ud med en ekstra markspiller i de døende sekunder. Det udnyttede Columbus dansker med nummer 28 til at skøjte fra Buffalo-forsvaret og sætte pucken ind til slutresultatet 6-4.

Bjorkstrand har allerede taget et skridt op i denne sæson, da han er rykket fra juniorholdet Portland Winterhawks, hvor han sidste år lavede 63 mål og 55 oplæg til mål i 59 kampe, og op på andenholdet.

Efter kampen blev 20-årige Bjorkstrand kåret til kampens næstbedste spiller.