Washington i ekstase over Eller og Capitals inden afgørende finaleopgør

Danskeren og Washington Capitals spiller i nat den femte og muligvis afgørende kamp i finaleserien i NHL.

Lars Eller kan i nat blive den første dansker til at vinde Stanley Cup. (Foto: © Ethan Miller, Scanpix)

I nat dansk tid kan Lars Eller fra Rødovre skrive dansk ishockey-historie, hvis han sammen med sit hold, Washington Capitals, vinder finaleopgøret mod Vegas Golden Knights i den nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Washington fører nemlig finaleserien, der spilles bedst af syv, med 3-1, og sejren vil derfor sikre Lars Eller Stanley Cup-trofæet som den første dansker nogensinde.

Det er dog ikke kun for danskeren, at sejren betyder noget. I den amerikanske hovedstad, Washington D.C., er tilhængerne nærmest gået i ekstase over den mulige triumf.

Således forsøgte 70.000 mennesker at købe billet til at se nattens opgør i Washington, selvom kampen spilles i Las Vegas i den anden ende af landet. De forsøgte at købe billet til et storskærmsarrangement, hvor der var plads til 18.277 tilskuere, skriver NBC.

- I Washington er det ufatteligt stort, fortæller U20-landstræner Olaf Eller, der er far til Lars Eller, fra USA.

Der er nemlig ikke et sportshold fra den amerikanske hovedstad, der har vundet et mesterskab i nogle af de store sportsgrene siden 1992.

Sensationelt at nå dertil

Samtidig vil det også være kæmpe stort for Lars Eller, fortæller hans far.

- For Lars at blive den første dansker eller bare det at vinde noget, han har drømt om hele livet, det er rigtig stort, siger Olaf Eller.

Lars Eller kom til klubben forud for sidste sæson, og det var egentlig her, at man havde regnet med, at titlen skulle sikres. Det kiksede dog, og holdet mistede en række profiler.

- Så det har været ganske sensationelt, at det er lykkedes Washington at nå dertil, hvor de står i dag og har tre matchbolde, siger Olaf Eller.

Han er naturligvis ganske tilfreds med, at sønnen står foran så stor en triumf, som Stanley Cup er.

- Det er helt unikt, det han har præsteret. Han har haft et fantastisk slutspil og været en vigtig brik på Washingtons hold. Han har lavet 17 point i slutspillets 22 kampe og været en fantastisk god spiller, så jeg er ufattelig stolt af ham, siger han.

Kampen spilles i nat klokken 02.00 dansk tid.