Sverige skyder magtesløse danskere i sænk i finalebrag

Danmark tabte 10-2 til Sverige i finalekampen ved VM-kvalifikationen i floorball.

Heldigvis var kun æren på spil, da de danske floorballherrer søndag lukkede VM-kvalifikationen mod et svensk stjernehold.

Danskerne bed i flere omgange fra sig, men de rød-hvide måtte se sig slået 10-2 af svenskerne, der har vundet VM otte gange.

Sverige og Danmark er begge gruppevindere og havde derfor sikret sig VM-billetten forud for dagens finaleopgør.

Dermed kunne danskerne gå tilfredse i omklædningsrummet efter det hæderlige nederlag til de blå-gule.

- Jeg er stolt af drengene. Vi formår at score to mål mod svenskerne. Vi har flere gode chancer for at score, og vi holder svenskerne fint nede i sidste halvdel af kampen, siger anfører Mikkel Skov.

Danskerne var på forhånd sultne efter at rette op på et tidligere opgør mod de svenske naboer. Sverige slog nemlig senest danskerne 25-0 ved VM i 2018.

- I dag ville vi ind og lave en bedre præstation end ved VM. Det er jeg stolt af, at vi gjorde.

- Vi har chancerne til at score fem-seks mål i den her kamp, og hvis vi formåede at lukke deres kontrafase ned, så kunne det blive en mere lige kamp, siger Mikkel Skov.

Danskerne var tilfredse trods et 10-2-nederlag. Det var nemlig en markant forbedring fra 2018, hvor landsholdet tabte 25-0 til Sverige. (Foto: Nikolaj Richelsen / International Floorball Federation)

Solid VM-kvalifikation

Danskerne sikrede VM-billetten, efter de lørdag på mirakuløs vis vandt 17-0 over Storbritannien. Selvom danskerne pointmæssigt var lige med Estland, vandt de akkurat gruppen på målscore.

Derfor kunne danskerne spille finalen med ro i maven.

- Vi havde på ingen måde forventet en førsteplads i hele turneringen. Vi gik efter at kvalificere os til VM ved at vinde gruppen, og det gjorde vi. Det er virkelig godt, siger den tilfredse anfører.

Den 19-årige skarpskytte Mathias Glass stod for 14 danske point under turneringen, og han blev kåret til Danmarks mest værdifulde spiller.

Finaleopgøret

Svenskerne skulle bruge syv minutter, før målkompasset var indstillet. Her sørgede Rasmus Enström for sit første af tre mål i perioden, som endte 4-0 til de svenske naboer.

Svenskerne udbyggede føringen 30 sekunder inde i anden periode, før Mikkel Skov fik sat plaster på såret med et dansk mål. I sidste halvdel af anden periode formåede de svenske stjerner dog at udplacere den danske målvogter tre gange til pausestillingen 8-1.

I sidste periode formåede den danske defensiv at minimere de svenske scoringer til to. Med et dansk mål af Kasper Kajgaard to minutter inden periodens udløb, kom danskerne hæderligt ud af opgøret ved slutstillingen 10-2.

VM i floorball spilles i Helsinki i Finland fra 4.-12. december 2020.