Navneændringen bliver den største forandring hos cykelholdet Tinkoff-Saxo, efter at de til den kommende sæson har søgt licens som ”Tinkoff”. Det vurderer DR Sportens cykelkommentator Henrik Liniger, der ser det som en helt naturlig ting at navnet forkortes til næste sæson.
- Det her er endnu et tegn på at Tinkov har mest lyst til at fortsætte alene, og nu venter vi bare på den officielle melding fra holdet, siger Henrik Liniger.
Allerede i juli startede spekulationerne om at Oleg Tinkov ville køre solo med Tinkoff som den eneste bank i navnesponsoratet. Siden da har der ganske vist været om at Saxo Bank alligevel ville købe sig ind i holdnavnet, men det ser altså ikke ud til at blive til noget.
- Jeg synes egentligt, at det er helt naturligt, at de vælger at gå hvert til sit. En type som Tinkov fylder meget, og hvis han har pengene til det, så tror jeg gerne han vil have sit eget hold uden at skulle dele opmærksomheden med andre.
Henrik Liniger påpeger desuden, at samarbejdet mellem Tinkoff og Saxo Bank ikke er specielt langt. Derfor er det lige så almindeligt, at det nu russiske cykelhold skifter navn, ligesom som mange andre cykelhold skifter navne i vintermånederne.
Ærgerligt hvis danske penge forsvinder
Én ting er at Saxo Bank tilsyneladende ikke fortsætter med at poste lige så mange penge i Bjarne Riis’ tidligere mandskab. Noget andet er, hvis banken helt stopper som cykelsponsor.
- Jeg tror, at de føler, at de har fået noget ud af deres sponsorat. Så det kan sagtens gøre det interessant at fortsætte – eventuelt med Bjarne Riis igen. Men jeg vil også sige, at vi snart er i midten af oktober, så det virker meget, meget usandsynligt at de kan stabe et hold på benene til sæsonen 2016. Men jeg formoder og håber, at Saxo Bank har lyst til at gå ind i cykelsporten igen som en aktiv sponsor. Set fra det synspunkt ville det være ærgerligt, hvis de danske penge forsvinder ud af cykelsporten.
Mens et eventuelt nyt hold stadig er spekulationer, så ligger fremtiden for Tinkoff-mandskabet mere fast.
Samme set up
Her spår Henrik Liniger ikke de store ændringer for hverken ryttere eller folkene omkring holdet. Det ”nye” Tinkoff vil med al sandsynlighed køre videre med samme fart, som da Saxo Bank var en del af navnet.
- Vi har hold i cykelsporten, der har eksisteret i 25-30 år under forskellige navne, så det her er ikke noget der hverken forstyrrer rytterne eller holdets organisation. Og hvis vi ser på den trup Team Tinkoff umiddelbart har i 2016, så synes jeg den ligner truppen fra i år meget. Alberto Contador og Peter Sagen er stadig de to største stjerner.