Nordkorea stiller med 22 udøvere og vil konkurrere i fem discipliner i tre sportsgrene ved det forestående vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det blev en realitet efter et møde lørdag i schweiziske Lausanne, hvor Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Nordkorea og Sydkorea var repræsenteret.
- I dag markerer en milepæl på en lang rejse, siger IOC-præsident Thomas Bach.
Sydkorea og Nordkorea har ligget i strid i flere år, men for tre dage siden blev de enige om at gå ind sammen under fælles flag til åbningsceremonien ved vinter-OL.
Det skete ved et møde mellem de to lande, hvor de samtidig kom frem til, at de vil stille med et fælles hold i ishockey på kvindesiden.
Boykot i '88
Nordkorea boykottede OL i Seoul i 1988, så legene i Pyeongchang bliver første gang, at landet deltager ved et OL i Sydkorea.
Nordkorea var ikke med ved vinter-OL i Sotji i 2014, men deltog i 2010 i Vancouver.
De forestående vinterlege i Pyeongchang begynder 9. februar.
/ritzau/