Overrasket trampolin-landstræner: Det er verdenshistorie

Den danske landstræner i dobbelt minitrampolin var meget stolt, efter holdet kvalificerede sig til VM-finalen.

Det danske landshold er klar til VM-finalen. (Foto: © Asbjørn Sand, Scanpix)

Det var en kæmpe overraskelse, da det danske landshold i dobbelt minitrampolin fredag sprang sig i VM-finalen.

Danskeren sneg sig med nød og næppe videre til finalen, da de sluttede blandt fem bedste i kvalifikationen, men det gør ikke den danske landstræner Niels Henrik Nielsen mindre stolt.

- Det er helt vildt fedt. Vi kunne kun drømme om det her, og nu er det gået i opfyldelse. Det er helt fantastisk.

Er stadig kæmpe underdogs

Det er første gang, at Danmark er med til VM i dobbelt minitrampolin, og det gør ikke præstationen mindre imponerende, fortæller den danske landstræner.

- Jeg tror, det er verdenshistorie. Vi har kun trænet i ni måneder, og nu står vi i VM-finalen.

- Hvis det var en kæmpe overraskelse, at vi kom i finalen, så er det en endnu større overraskelse, hvis vi vinder medaljer i aften, lyder det fra Niels Henrik Nielsen.

Du kan se, om det danske landshold vinder de første medaljer ved VM i trampolin og tumbling klokken 18 på DR3.