Den danske dressurrytter Stinna Tange leverede karrierens største resultat, da hun på sin hest Smarties red sig til en bronzemedalje ved de paralympiske lege i Rio.
Ved medaljeceremonien kunne hun ikke holde tårerne tilbage, og da hun efterfølgende var gæst i Guld til Danmark på DR1 satte hun ord på oplevelsen.
- Jeg er simpelthen så overvældet, glad og lykkelig lige nu. Jeg er stolt af min hest, som jeg synes leverede 100 procent i dag.
- Det har været det mest sindssyge år med op- og nedture. Jeg fik Smarties for et år siden, og nu er vi her endelig, og vi har fundet hinanden, og det var den følelse, der lige kom op i mig. Vi er et par nu, og vi har gjort det.
Godt sammenspil
- Vi var begge to glade og havde en fest og nød det. Det var et godt samspil, og det var det, der lykkedes, siger hun.
Stinna Tange udgør en fjerdedel af det danske dressurhold, og efter medaljen var sikret, fik hun sine holdkammeraters kærlighed at føle.
-Der er kæmpe sammenhold, og alle tre ryttere kom væltende med tårer i øjnene, da det gik op for dem, at jeg fik bronze. Vi vil hinanden så meget, og det kan man mærke, og det betyder en masse som atlet.
Du kan se hele interviewet øverst i artiklen.